Hun aflyser igen

Læger har rådet den 95-årige britiske dronning Elizabeth til at blive hjemme fra COP26 og i stedet hvile sig

Den britiske dronning, Elizabeth II, er af læger blevet frarådet at deltage i klimatopmødet COP26, der begynder i den skotske by Glasgow på søndag. Meldingen kommer mindre end en uge efter, at den 95-årige dronning tilbragte en nat på hospitalet.
Den britiske dronning, Elizabeth II, er af læger blevet frarådet at deltage i klimatopmødet COP26, der begynder i den skotske by Glasgow på søndag. Meldingen kommer mindre end en uge efter, at den 95-årige dronning tilbragte en nat på hospitalet.
Udgivet Opdateret

Den britiske dronning, Elizabeth II, må melde fra til en planlagt reception for stats- og regeringschefer ved det kommende klimatopmøde i Skotland, COP26.

Hendes læger har rådet hende til at hvile sig, meddeler Buckingham Palace tirsdag.

Den 95-årige dronning skulle efter planen være rejst til Skotland på mandag.

Her skal der være et arrangement, hvor blandt andre USA's præsident, Joe Biden, efter planen også skal deltage.

- Hendes majestæt er skuffet over ikke at kunne deltage i receptionen, meddeler slottet.

En kilde ved hoffet oplyser, at der er tale om en "forsigtig tilgang".

Var indlagt

Dronningen har det godt og ønsker, at COP26 bliver en succes, tilføjer kilden ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Dronning Elizabeth vil i stedet tale til deltagerne ved COP26 via en videobesked, der optages på forhånd.

Hun var i sidste uge indlagt for at blive undersøgt. Det er første gang i otte år, at hun overnattede på et hospital.

En unavngiven kilde fra Buckingham Palace oplyste i sidste uge, at dronningen blev på hospitalet natten over af praktiske årsager, og at hendes læger foretrak at lade hende undersøge for alle tilfældes skyld.

Robust helbred

Dronningen aflyste også et planlagt besøg i Nordirland i sidste uge, fordi lægerne rådede hende til at hvile sig.

Den 95-årige dronning er den monark i verden, der har siddet længst tid på tronen. Til februar næste år kan hun fejre sit 70 års jubilæum som regent.

Hun er kendt for sit robuste helbred. Men nyheden om, at hun ikke kan rejse til Skotland og deltage ved COP26, vil formentlig vække fornyet bekymring for hendes helbred.

En tændt mikrofon opfangede for nylig nogle ord fra dronningen, der udtrykte irritation over, at verdens ledere taler meget om klima, men ikke gør meget for at bremse den globale opvarmning.

Dronning Elizabeth II

Dronning Elizabeth II (Elizabeth Alexandra Mary) er født 21. april 1926.

* Hun blev Storbritanniens regent i 1952.

* Hun er statsoverhoved for Storbritannien og 15 andre Commonwealth-lande. Herunder Australien, New Zealand og Canada.

Dronning Elizabeth er ældste datter af George VI og Elizabeth.

Elizabeth II blev i 1947 gift med løjtnant Philip Mountbatten. De er forældre til prins Charles, prinsesse Anne, prins Andrew og prins Edward.

* Desuden har de otte børnebørn og fem oldebørn.

* Et af børnebørnene er Prins William, som er gift med hertuginde Catherine af Cambridge.

Kilder: royal.gov.ukdenstoredanske.dk

null
Powered by Labrador CMS