I dag flytter Frederik og Mary
Kongefamiliens brug af slottet i Gråsten har ifølge borgmester stor betydning for sønderjyders selvforståelse
Der er lagt op til folkefest, når kong Frederik og dronning Mary tirsdag eftermiddag kommer til Gråsten.
Det er første gang, at kongeparret tager på sommerophold på Graasten Slot.
Det markeres med modtagelse af de kongelige på Torvet i Gråsten, hvorefter kongeparret til fods spadserer mod slottet.
Borgmester i Sønderborg Kommune Erik Lauritzen (S) forventer mange mennesker i Gråstens gader, hvor handelsstandsforeningen serverer kransekage og bobler.
- Det betyder rigtig meget for sønderjydernes selvforståelse, at man har besluttet fortsat at benytte Graasten Slot, siger han.
Der opstod usikkerhed
Dronning Margrethe har været en tilbagevendende sommergæst på slottet, som hendes forældre - kong Frederik IX og dronning Ingrid - fik i bryllupsgave i 1935.
Men i forbindelse med tronskiftet opstod der usikkerhed hos mange sønderjyder om, hvorvidt kongefamilien fortsat ville benytte slottet.
- Det har vi da været meget spændt på. Der har også været eksperter, der har udtrykt tvivl om, hvorvidt Graasten Slot fortsat ville blive brugt af de kongelige. For en ny generation skal jo finde deres egne traditioner.
- Men nu er vi faktisk ret trygge og føler os overbevist om, at der i mange år frem også vil være kongelige gæster på slottet, siger Erik Lauritzen.
I forbindelse med tronskiftet overtager staten ansvaret for den indvendige vedligeholdelse af slotte og palæer. Det er ifølge borgmesteren "en god sikkerhed" for, at det sønderjyske slot fortsat vil blive brugt af de kongelige.
Livgarden marcherer hver dag
Under de royales ophold på slottet vil Den Kongelige Livgarde hver dag marchere gennem Gråsten by.
På fredage vil livgardens musikkorps også deltage ved vagtskiftet i slotsgården.
Tilstedeværelsen af kongefamilien har ifølge borgmesteren ikke kun betydning for sønderjydernes selvforståelse.
- Det betyder også noget for turismen, for handlen og for omsætningen i butikkerne. Det skal man ikke bortforklare, siger Erik Lauritzen.
Margrethe og Benedikte kommer også
I løbet af sommeren vil dronning Margrethe og prinsesse Benedikte også tage ophold på slottet.
Når den kongelige familie har residens på Graasten Slot, er der ikke offentlig adgang til slotshaven.