Kalder prinsessebryllup "pinligt" og "komisk"
Bruden blev gemt bag hvide lagner, og festen afskærmet af telte, da Märtha Louise og Durek Verrett blev gift
Den norske prinsesse Märtha Louise blev gemt bag store, hvide duge, og ceremonien gemt bag telt.
Det var ikke meget af brudeparret den fremmødte presse kunne spotte lørdag, da prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett blev gift i Geiranger i Norge.
Og det er ikke just noget, der begejstrer den norske presse og kommentatorer.
Brylluppet med 350 gæster har været omgærdet af meget kritik og opmærksomhed. Brudeparret havde i forvejen solgt rettighederne til brylluppet til britiske Hello Magazine og Netflix.
Det resulterede i, at brudeparret forsøgte at gemme sig bag lagner for ikke at blive fanget på billeder af den fremmødte presse.
Flere medier fik dog billeder, hvor man kunne skimte prinsesse Märtha Louise i brudekjole, hvor hun stod under et lagen.
'Komisk'
Kommentatorer har ikke meget til overs for den fremgangsmåde ved et prinsessebryllup.
- Det ord, der passer bedst, er nok "komisk", siger kongehusekspert Trond Norén Isaksen til norsk TV 2 om brylluppet.
Aftenposten kalder det hele for "et spil for Netflix-galleriet" med henvisning til den dokumentar, som streaminggiganten laver om parret.
- Men hvis ikke pressen havde været der, ville Netflix-dokumentaren have misset en central del af plottet: Kaos, skriver avisens Therese Sollien.
'Pinligt'
VG's kommentator Astrid Meland skriver, at det var "pinligt" for prinsessen at bane sig vej gennem tunneler af lagner, men at kongehuset alligevel "leverer" i en turbulent tid.
- De formår at gøre selv en vanvittig rejse, som brylluppet i Geiranger er, til en fest, der er en konge værdig, skriver hun.
Også Nettavisens kongehusekspert Tove Taalesen mener, brylluppet formåede at leve op til at være det store arrangement, det var slået op til at være.
- Det har været en absurd oplevelse. Det har været brudeparret under lagnerne, skjult for norsk presse, samtidig med at de gik rundt og viste sig frem.
- Vi kan ikke nødvendigvis lide, at de lukker pressen ude, men det er uden tvivl lykkedes her, og det bliver de rige af, siger hun.
Begyndte torsdag
Bryllupsfejringen begyndte torsdag med en fest i Ålesund, og fredag tog gæsterne og brudeparret til bygden med båd.
Brylluppet lørdag foregik ved en ceremoni i et stort festtelt i Geiranger i Norge.
Derefter foregik festen på Hotel Union med de omkring 350 gæster.
Ifølge norsk Se & Hør fik gæsterne ved brylluppet hver fem drikkevarekuponer, de kunne bruge under festen. Drinks ud over de fem skulle gæsterne selv betale.