Kongen mindes farverig og golfglad storesøster
Elskede golf og socialt samvær
Sveriges kong Carl Gustav har onsdag mistet sin storesøster prinsesse Birgitta, der er død i en alder af 87 år.
Det meddeler det svenske hof på sin hjemmeside.
Carl Gustav er berørt over storesøsterens bortgang.
- Det er med stor sorg, at jeg har modtaget beskeden om, at min søster prinsesse Birgitta er død.
- Farverig
- Min søster var en farverig og ligefrem person, som jeg og min familie vil savne, siger kong Carl Gustav ifølge nyhedsbureauet TT i en meddelelse fra hoffet.
Kongen er ud af en søskendeflok på fem, hvor Birgitta var den næstældste.
Prinsessen boede de sidste tre årtier af sit liv på den spanske ø Mallorca, hvor hun ofte var at finde på golfbanen. Birgitta befandt sig også på ferieøen, da hun døde.
Elskede golf
Ifølge ekspert i det svenske hof Roger Lundgren kunne golfen virkelig bringe smilet frem hos hende.
- Hun elskede sin golf, det var trods alt det, hun elskede mest, og hun elskede socialt samvær. Hun kunne godt lide honningkager og Kalles kaviar.
- Jeg ved, det lyder trivielt, men det var den slags ting, hun nød, siger Roger Lundgren til TT.
Havde tæt forhold
Han forklarer, at prinsesse Birgitta og kong Carl Gustav havde et tæt forhold, og at prinsessen minimum to gange årligt var hjemme i Sverige.
Roger Lundgren forklarer dog, at Birgitta trivedes bedst på sydligere breddegrader. Hun boede da også størstedelen af sit liv uden for Sveriges grænser.
Allerede i 1959 drog hun til München i det sydlige Tyskland for at studere tysk.
Her mødte Birgitta den tyske prins og kunsthistoriker Johann Georg von Hogehnzollern-Sigmaringen. De blev gift i 1961.
Johann Georg von Hogehnzollern-Sigmaringen, der blot blev kaldt Hansi, døde i 2016.