Kongepar i silende regn

Kong Frederik og dronning Mary får våd modtagelse

Offentliggjort

Kong Frederik og dronning Mary er trådt ud af bilen foran præsidentpaladset i hjertet af den finske hovedstad, Helsinki, og har dermed officielt påbegyndt det finske statsbesøg.

Drypper ned

Det sker til lyden af sangen 'Kong Christian stod ved højen mast', mens regnen stille drypper ned. Her er de blevet modtaget af den finske præsident, Alexander Stubb, og hans hustru, Suzanne Innes-Stubb.

Officielle bolig

Præsidentpaladset i Helsinki blev opført i 1845. Fra 1919 og frem til 1993 var paladset den officielle bolig for finske præsidenter.

Det har siden ændret sig til, at paladsets lokaler i dag bliver brugt som officielle repræsentationslokaler.

Finsk natur

De kongelige snusede allerede til det finske mandag, hvor de sammen med det finske præsidentpar drog til Lapland, hvor de oplevede den finske natur med langrendsski under fødderne.

I beskyttelsesrum

Tirsdag, der er første dag ud af det to dage lange statsbesøg, byder foruden den officielle velkomst også på et møde med Finlands statsminister, Petteri Orpo, og et besøg i et beskyttelsesrum.

Beskyttelsesrummet er en del af Finlands civilforsvar og tjener som beskyttelse af borgerne i Helsinki ved kriser, men bliver også anvendt i fredstid til rekreative formål som sportsaktiviteter.

Kongeparret og det finske præsidentpar måtte gøre brug af paraplyerne.

Fodbold under jorden

Det markerer det danske kongepar ved at igangsætte en floorballkamp mellem skolebørn fra de to finske byer Turku og Kuopio under jorden i beskyttelsesrummet ved besøget tirsdag.

Sidst på eftermiddagen tirsdag besøger kongeparret Hietaniemi Kirkegård.

Kong Frederik og dronning Mary modtages af Finlands præsident, Alexander Stubb, og præsidentfrue Suzanne Innes-Stubb ved præsidentpaladset i Helsinki. -

Lægger kranse

Her vil kong Frederik og dronning Mary lægge kranser på flere grave. Blandt andet ved den danske mindesten for de faldne i Vinterkrigen.

Statsbesøgets første dag afsluttes med en gallamiddag tilbage på det finske præsidentpalads.

Powered by Labrador CMS