Kronprins Haakon: - Vi må se hvad der sker
Kom med kryptisk svar om sønnens fremtidige involvering
Det er yderst sjældent, norske prins Sverre Magnus optræder i officielt kongeligt regi.
Men nu har han to gange med blot få dags mellemrum været med sine forældre, kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit på job.
Senest onsdag, hvor trekløveret deltog i en alpin skitræning sammen idrætsklubben Vivil, der har til formål at aktivere udviklingshæmmede.
Kom med et kryptisk svar
I den forbindelse blev kronprinsparret spurgt, blandt andet af Dagbladet, om det er planen, at Sverre Magnus, der fyldte 19 år den 3. december, fremadrettet kommer til bidrage noget mere til de officielle pligter.
Og svaret var en smule kryptisk.
- Det har været meget rart at have ham med i dag, så vi må se, hvad der sker, sagde kronprins Haakon, der således hverken afviste eller bekræftede.
Står ofte helt alene
Sandheden er, at netop kronprins Haakon i høj grad kan bruge en hjælpende hånd.
Kronprinsparrets datter, prinsesse Ingrid Alexandra, der er nummer to i tronarvefølgen, er i fuld gang med at at aftjene sin værnepligt, og på grund af et skrantende helbred - og sin høje alder - har 87-årige kong Harald skruet ned for blusset.
Samtidig kæmper kronprinsesse Mette-Marit med den kroniske lungesygdom fibrose, der ind imellem gør hende 'ukampdygtig'.
Det betyder, at der ofte kun har været kronprinsen til at tage hånd om kongehusets officielle opgaver.