Letizia kunne ikke mere
Den spanske dronning måtte ned at sidde ved reception på kongefamiliens sommerresidens på Mallorca
Det spanske kongepar, Felipe og Letizia, var mandag aften værter ved en reception for repræsentanter fra De Baleariske Øer i deres sommerresidens, Palacio de Marivent, på Mallorca.
Med var i øvrigt også kongens mor, dronning Sofia.
Ramt af Mortons neurom
Det er en kendt sag, at Letizia er ramt af Mortons neurom, som er en smertefuld tilstand, der påvirker mellemfoden, og som ind imellem gør det nærmest uudholdeligt både at stå og gå.
Og en tilstand, der forstærkes, når trykket på foden øges.
Under receptionen hilste dronningen på hundredevis af gæster og på et tidspunkt blev hendes smerter så store, at der blev hentet en høj skammel til hende, så hun havde mulighed for at sætte sig ned, skriver Royal Central
Kom i flade sandaler
Letizia, der er kendt som et mode- og stilikon, havde ellers, sikkert lært af erfaring, valgt at møde op i helt flade sandaler for at belaste sine fødder mindst muligt.
Men det var tydeligvis ikke nok.