Margrethe modtaget med stor jubel

Kongeparret og andre medlemmer af den kongelige familie er med til at fejre dronning Margrethes fødselsdag

Offentliggjort Sidst opdateret

Dronning Margrethes Fødselsdag Fejres

Dronning Margrethes 85-års fødselsdag blev fejret foran Fredensborg Slot med kongefamilien og en stor folkemængde.

Fejringen var nedtonet, og opmærksomheden var rettet mod prinsesse Isabella, der snart fylder 18 år.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Dronning Margrethes fødselsdag er blevet lidt af et tilløbsstykke foran Fredensborg Slot, hvor en folkemængde onsdag har taget imod hende.

Klokken 12 trådte hun ud på trappen foran slottets hovedindgang sammen med kongeparret, deres børn og flere andre medlemmer af den kongelige familie.

Det viser billeder fra stedet.

Modtaget med jubel

Modtagelsen skete til lyden af hujen, klapsalver og en fødselsdagskoncert, som blev fremført af Den Kongelige Livgardes Musikkorps i den indre slotsgård.

Dronningens 85-års fødselsdag er den anden, siden hun under sin nytårstale i 2023 til stor overraskelse fortalte, at hun ville overlade tronen til sin søn.

Dronning Margrethe overværer koncert af Den Kongelige Livgardes Musikkorps på Fredensborg Slot. Kongeparret og flere medlemmer af den kongelige familie deltager.

En nedtonet fejring

Onsdag er der tale om en nedtonet fejring, har Thomas Larsen, der er forfatter til flere bøger om dronning Margrethe og kongehuskommentator på DR, fortalt.

Tidligere var der tradition for store fejringer på hendes runde og halvrunde dage.

- Hun har overladt den store scene til kong Frederik og dronning Mary. Det er dem og deres børn, der skal have opmærksomheden, mens hendes egen rolle er som pensionist, har Thomas Larsen sagt.

Isabella i centrum

I centrum for opmærksomheden er i stedet kongeparrets ældste datter, prinsesse Isabella, der fylder 18 år den 21. april.

Det blev markeret på Aarhus Rådhus i fredags, og tirsdag aften blev prinsessen fejret i Det Kongelige Teater.

Middag med familien 

Resten af dronningens fødselsdag markeres privat på slottet og inkluderer blandt andet en fødselsdagsfrokost, hvor kongeparret er værter, samt en middag om aftenen med familie, venner og repræsentanter fra hoffet.

Efter fødselsdagen tager dronning Margrethe ophold på Marselisborg Slot i Aarhus.

Her plejer hun at fejre påske, men på grund af fødselsdagen er opholdet udskudt.

Powered by Labrador CMS