Marius Borg Høiby kræves fængslet

Søn af Norges kronprinsesse er sigtet for voldtægt og vold i nære relationer. Han nægter sig skyldig

Offentliggjort Sidst opdateret

Norsk politi vil kræve Marius Borg Høiby varetægtsfængslet i en sag om voldtægt ved et grundlovsforhør onsdag klokken 13.

Det oplyser politiet ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Marius Borg Høiby er søn af Norges kronprinsesse, Mette-Marit.

Sigtet for voldtægt

Han blev anholdt sent mandag aften og sigtet for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Overgrebet er ifølge politiet begået mod en kvinde, der var bevidstløs eller på anden måde ude af stand til at gøre modstand.

Høiby nægter sig skyldig, oplyste hans advokat, Øyvind Bratlien, tirsdag.

Offeret er i 20'erne og kender ikke Marius Borg Høiby personligt, har kvindens bistandsadvokat fortalt til den norske avis VG.

Marius Borg Høiby er søn af Norges kronprinsesse, Mette-Marit. Han blev anholdt mandag aften, mens han i forvejen er sigtet i flere andre sager. (Arkivfoto).

I grundlovsforhør

Grundlovsforhøret finder sted i tingsretten i Norges hovedstad, Oslo.

Høiby er i forvejen sigtet for blandt andet mishandling af tre tidligere kærester og for drabstrusler mod en mand.

I den ene sag er sigtelsen mod ham blevet skærpet. Tidligere var han sigtet for vold, men nu lyder sigtelsen altså på mishandling.

Anholdt to gange tidligere

Han er blevet anholdt to gange tidligere - både 4. august og 13. september - og har erkendt vold i én sag og drabstruslerne mod en mand.

Han nægter sig skyldig i de to øvrige sager om mishandling.

Da Høiby blev anholdt mandag, befandt han sig i en bil sammen med offeret i den sag, der førte til anholdelsen 4. august, har politiet oplyst ifølge NTB.

Hans lejlighed ransaget

Samtidig med anholdelsen blev hans lejlighed ransaget.

Da politiet valgte at anholde Høiby mandag, skete det af frygt for, at beviser i sagen ville gå tabt, hvis han var på fri fod.

Den eneste fra kongehuset, der har kommenteret anholdelsen, er Marius Borg Høibys stedfar, kronprins Haakon.

Han sagde tirsdag under et besøg i Jamaica, at "det er alvorlige anklager, som Marius står overfor".

Powered by Labrador CMS