Mette-Marit er i panik
Den norske kronprinsesse har svært ved at forlige sig med, at børnene flyver fra reden
Nordmændene kan i øjeblikket følge med i en ny TV 2-dokumentarserie om kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, 'Kronprinsparet - vårt Norge', der er produceret i anledning af, at de begge har kunnet fejre 50-års fødselsdag tidligere i år.
I episode to, der sendes i morgen lørdag, er det ifølge VG ungdommen, der er i fokus.
Helt klar i spyttet
Parret bliver blandt andet bedt om at beskrive deres følelser i forbindelse med, at børnene er begyndt at flytte hjemmefra.
Og Mette-Marit er helt klar i spyttet.
- I panik, svarer hun og griner.
Mette-Marit står fast
Haakon er ikke helt enig.
- Nej, det er vi ikke, siger han.
Men hans hustru står fast på sit.
– Det er en følelse af fuldstændig panik, at børnene flytter, gentager hun. Dog stadig med et smil på læben.

Kun Sverre Magnus tilbage
To af børnene er allerede fløjet fra reden.
Mette-Marits søn fra et tidligere forhold, Marius Høiby, gjorde det for flere år siden, og efter optagelserne af dokumentaren er også Ingrid Alexandra flyttet i egen lejlighed i Oslo.
Dermed har de nu kun Sverre Magnus, som kan fejre 18-års fødselsdag den 3. december, tilbage i hjemmet i Skaugum.