Prins Andrew har afbrudt al kontakt
Den britiske regering har opfordret prins Andrew til at droppe kontakten til en kinesisk forretningsmand
Den britiske prins Andrew har afbrudt al kontakt med en kinesisk forretningsmand, som mistænkes for at være spion for Kina.
Det oplyser prinsens sekretariat fredag i en pressemeddelelse, skriver Sky News.
Den kinesiske forretningsmand har været nægtet indrejse i Storbritannien siden 2023.
Ifølge indenrigsministeriet havde han deltaget i lyssky aktiviteter på vegne af det kinesiske kommunistparti.
Torsdag afgjorde en domstol i Storbritannien, at indrejseforbuddet er lovligt.
Navnet er ikke offentliggjort
Navnet på forretningsmanden er ikke kommet frem.
I pressemeddelen fredag lyder det, at den britiske regering har opfordret prinsen, der også har titlen hertug af York, til at afbryde kontakten med kineseren.
- Hertugen af York har fulgt rådet fra regeringen og har afbrudt kontakt med vedkommende, efter at der var blevet rejst bekymringer.
- Hertugen mødte vedkommende gennem officielle kanaler. De har aldrig diskuteret noget af følsom karakter, står der i pressemeddelelsen.