Prins Harry har tabt
Har ikke fået medhold i klage over manglende politibeskyttelse
Prins Harry har ifølge nyhedsbureauet Reuters tabt en retssag i London mod den britiske regering.
Han havde klaget over, at politibeskyttelse er taget fra ham.
Prins Harry trådte tilbage fra sine officielle roller i det britiske kongehus i 2020 og flyttede til Californien med sin hustru, hertuginde Meghan.
Ikke engang hvis han selv betaler
Indtil da havde han ligesom andre højtstående personer i det britiske kongehus fuldstændig politibeskyttelse fra staten.
Men en komité i det britiske indenrigsministerium besluttede i februar det år, at prinsen ikke længere automatisk skulle modtage personlig politibeskyttelse i Storbritannien.
Heller ikke hvis han selv måtte ønske at betale for det.
Frygter for sin sikkerhed
Den beslutning fik Harry, som er kong Charles' yngste søn, mulighed for at bringe for retten i 2022.
Ved et retsmøde i december sagde Harry, at bekymringer for hans egen sikkerhed forhindrede ham i at tage tilbage til Storbritannien.
- Storbritannien er mit hjem, sagde Harry i en udtalelse og tilføjede, at besøg i hans hjemland ikke kan ske igen, hvis det ikke sker under sikre rammer.
Har nævnt det ofte
Prinsen har ofte talt om frygten for sin families sikkerhed.
Han har ligeledes ofte kritiseret pressens arbejdsmåder, som han giver skylden for sin mors død.
Prins Harrys mor, prinsesse Diana, omkom i 1997.
Det skete, da hun var involveret i en bilulykke i Paris, da hun blev jagtet af fotografer.