Prins slår britisk rocklegende til ridder
Helt uden at ryste på hånden erstattede prins William tirsdag sin bedstemor og slog rocklegenden Rod Stewart til ridder.
Tirsdag var en stor dag for den aldrende rocklegende Rod Stewart. På trods af sine tidligere problemer med loven, blev han nemlig tilkendt den største royale ære, man kan ønske sig, da han blev slået til ridder på Buckingham Palace. Det skriver BBC.
Ceremonien blev foretaget af prins William, der helt uden at ryste på hænderne afløste sin bedstemor, dronning Elizabeth, svingede sværdet over rockstjernens 71-årige skuldre og gjorde ham til Sir Roderick.
Ønsker forældrene kunne være der
Rocksangeren fik ridderskabet som en anerkendelse af sin muskikariere og velgørenhed. Og i den anledning fik Rod også en god snak med prinsen.
– Vi talte om musik, og han sagde: “Det er fedt, at du stadig klør på”, og jeg svarede: “Det er jeg nødt til – jeg har otte børn”, lyder det vittigt fra den nyslåede ridder om mødet med prins William ifølge BBC.
For Rod er det en kæmpe ære, som han er meget taknemlig for. Men der var nu noget, eller nogle, der manglede.
– Han lykønskede mig med min lange karriere – og jeg fortalte, hvor glad det her gjorde mig. Jeg ville ønske, min mor og far kunne have været her til at se det, tilføjer rockstjernen.
Tidligere ballademager
Ridder-ceremonien blev til gengæld overværet af sir Rod Stewarts kone, Penny Lancaster, og stjernens to yngste børn, Alastair og Aiden. Og Rod er så stolt, at han lagde et billede op af ceremonien på Instagram med teksten:
– Totalt overvældende. Jeg er dybt beæret over at være Sir Roderick Stewart.
Men Rod Stewart har ikke altid været så statstro. Ifølge Channel 24 blev Rod I starten af 60’erne, mens han optrådte som gademusikker rundt omkring i Europa, deporteret fra Spanien på grund af hjemløshed. Og i slutningen af 60’erne blev han arresteret for at protestere mod atomvåben.
Traditionen tro blev sir Rod Stewarts kommende ridderskab meldt ud for at markere dronning Elizabeths fødselsdag i juni. Her løftede dronningen samtidig sløret for de andre 1.148 personer, der i år modtager ordner og ridderskaber for deres ærværdige arbejde for Storbritannien.
/ritzau/FOKUS