Prins William: Det har været brutalt
Den britiske tronfølger fortæller i et interview, hvordan kong Charles' og prinsesse Kates kræftsygdom har påvirket ham
Det seneste år har formentlig været det hidtil hårdeste i den britiske prins Williams liv.
Det fortæller han torsdag i et interview med Sky News.
I februar kom det frem, at prins Williams far, kong Charles, var blevet diagnosticeret med en kræftsygdom.
Måneden efter meddelte Williams hustru, prinsesse Kate, ligeledes, at hun havde fået konstateret kræft.
Første gang han taler om det
- Det har nok været det hårdeste år i mit liv. Det har været vanskeligt at komme igennem alt andet og holde det hele på sporet, siger han.
Interviewet med Sky News fandt sted under prins Williams besøg i Cape Town i Sydafrika.
Ifølge mediet er det første gang, at prinsen udtaler sig offentligt om, hvordan diagnoserne og kræftforløbene har påvirket ham på et personligt plan.
Stolt af dem begge to
Han fortæller under interviewet, at han er stolt over, hvordan de to familiemedlemmer har håndteret sygdommen.
- Jeg er så stolt over den måde, som min kone og min far har håndteret det hele på. Men set ud fra et familieperspektiv har det været brutalt, siger han.
Færdig med kemoterapi
I september fortalte prinsesse Kate i et opslag på det sociale medie Instagram, at hun var færdig sin kemoterapi, og at hendes fokus nu var på at forblive kræftfri.
- Mens sommeren er ved at være ovre, er det svært for mig at beskrive, hvor stor en lettelse det er for mig endelig at være blevet færdig med min kemoterapi, sagde hun i videoen.
Fra januar og frem til juni viste prinsessen sig ikke i forbindelse med en offentlig optræden i kongeligt regi.