Prinsesse Benedikte stopper
Nu har hun tydeligvis fået nok af balladen
Som følge af den verserende konflikt i Dansk Ride Forbund har prinsesse Benedikte, som er dronning Margrethes lillesøster, valgt at stoppe som protektor.
Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.
Prinsesse Benedikte har været protektor for forbundet siden 1992.
Tegn på mistrivsel
Dansk Ride Forbund har haft en del sager siden i sommer. Her kom der blandt andet en historie frem om blå tunger hos danske OL-rytteres heste.
Dressurrytteren Carina Cassøe Krüth trækker sig op til OL, efter at forbundet er kommet i besiddelse af en video, hvor hun pisker sin hest. I august udelukkes hun fra landsholdet.
Mediet Idrætsmonitor bragte under sommerlegene i Paris historier om danske dressurryttere.
Her viste billeder, at flere af hestene havde haft blå tunger, som ifølge eksperter var tegn på, at hestene mistrivedes.
Fik mundkurv på
Det fik i september Mette Uldahl, der har været uafhængig konsulent for Dansk Ride Forbund, til at sige op.
- Min rolle har været at vogte hestenes velfærd, og det har jeg ikke længere kunnet gøre på forsvarlig vis, og derfor har jeg måttet sige op, sagde hun til TV 2.
Ifølge dyrlægen var det ikke muligt for hende at udføre sit uafhængige arbejde længere, fordi forbundet gav hende mundkurv på og ikke lyttede til hendes vurderinger.