Sådan bliver Victoria fejret
Den svenske kronprinsesse kan søndag fejre 47-års fødselsdag
I morgen søndag den 14. juli kan svenske kronprinsesse Victoria fejre 47-års fødselsdag.
Og traditionen tro bliver dagen, der kaldes 'Victoriadagen' markeret med maner på Öland.
Først på kongefamiliens sommerresidens Solliden Slot og efterfølgende med 'Victoriakoncerten' i Borgholms slotsruin.
Fødselsdagssang foran slottet
Fejringen indledes på slottet med, at fødselaren og hendes familie samt kongeparret klokken 15.50 træder ud foran slottet, hvor et lokalt børnekor vil synge fødselsdagssang.
Herefter kører kronprinsessefamilien i hestekortege gennem Borgholm by til slotsruinen, hvor de øvrige medlemmer af kongefamilien slutter sig til dem, og hvor koncerten finder sted.
De optrædende er i år Lena Philipsson, Molly Hammar, Albin Lee Meldau, Edda Magnason og Olivia Lobato.
Uddeler Victoriaprisen
I forbindelse med koncerten vil kronprinsessen som altid også uddele 'Victoriaprisen', der gives til en svensk atlet, der har gjort sig særlig bemærket.
Prisen går denne gang til volleyball-spilleren Isabelle Haak, som regnes blandt verdens allerbedste.