Se frisuren: Deler nyt billede af Christian i Afrika
19-års fødselaren ser ud til at trives under sydlige himmelstrøg
I dag kan kronprins Christian fejre sin 19-års fødselsdag, som samtidig er den første fødselsdag, efter at han blev kronprins.
I dag fylder Hans Kongelige Højhed Kronprinsen 19 år. Kronprinsen opholder sig for tiden i det østlige Afrika, og fejrer derfor dagen under varmere himmelstrøg, skriver kongehuset på sine sociale medier.
Her deles et billede af kronprins Christian, som for tiden rejser i Østafrika.
Rejse i Østafrika
Kronprinsen tog hul på rejsen 4. september. Forinden oplyste kongehuset i en pressemeddelelse, at kronprins Christian skulle afsted på en længere rejse i Østafrika.
- I den kongelige familie er der en lang tradition for, at tronfølgerne i deres ungdom tager på længerevarende ophold i udlandet og får mulighed for at udvikle sig og opleve verden, lød det.
Opholder sig på to farme
Kongehuset oplyste, at kronprinsen skulle indgå i den daglige drift af to farme. Det indebærer blandt andet praktiske og administrative opgaver. Det skal også give kronprinsen indblik i lokal naturbeskyttelse.
Men ellers har det været småt med oplysninger om, hvad kronprinsen foretager sig på sin rejse.
Hjem til december
Billedet viser kronprins Christian med vand, træer og en rød himmel i baggrunden.
Det er ikke offentligt kendt, hvilket eller hvilke lande i Østafrika som kronprins Christian skal rejse i.
Kongehuset har tidligere oplyst, at det ikke vil dele den oplysning med offentligheden.
Efter planen vender dagens fødselar tilbage til Danmark i december.