Siger det for første gang i flere år
Prins William overrasker i ny dokumentar
Nøjagtig som det var tilfældet for hans afdøde mor, prinsesse Diana, er bekæmpelse af hjemløshed også noget, der ligger prins William meget på sinde.
Prinsen har for nylig lanceret en ny organisation, 'Homewards', der fokuserer på netop hjemløse, og i den forbindelse har han lavet en dokumentar i to dele, der bliver vist på ITV i denne uge.
Nævner prins Harry
Og i dokumentaren, som har titlen 'Prince William: We Can End Homelessness', overrasker han ved at nævne sin bror prins Harry.
I en teaser for programmet fortæller William om, hvordan prinsesse Diana tog dem med på besøg hos organisationer og institutioner, som hjælper hjemløse.
- Mor tog mig og Harry med til 'The Passage'. Jeg havde aldrig været sådan et sted tidligere og jeg var lidt nevøs for, hvad jeg skulle forvente, siger han i klippet.
Første gang i flere år
Ifølge Deadline er det første gang i flere år, prins William nævner sin brors navn offentligt.
Forholdet de to brødre imellem er, som det vist er de fleste bekendt, nærmest iskoldt.
De var senest sammen i forbindelse med begravelsen af Lord Fellowes i Norfolk tilbage i august, men ved den lejlighed skulle de ikke have vekslet et eneste ord med hinanden.