Sommertogt: Frederik tog selv roret
Mary filmede på livet løs, da kongeparret søndag gik ombord på Kongeskibet Dannebrog
Frederik og Mary gik søndag ombord på Kongeskibet Dannebrog, der efterfølgende lettede anker og satte kurs mod Rønne på Bornholm, der er første stop på kongeparrets sommertogt, som indledes i dag mandag.
Det afslører kongehuset i et opslag på Instagram.
Den smukkeste sejltur
- Vi ankom for kort tid siden til Kongeskibet Dannebrog fra søsiden efter den smukkeste sejltur nordfra. Om lidt sætter vi sammen med Kongeskibets besætning kurs mod Bornholm, hvor vi i morgen indleder vores sommertogt. Vi glæder os, står der at læse i tekstfeltet.
Opslaget indeholder også en lille video - optaget af dronningen - der viser, at det såmænd var Frederik selv, der var bag roret på den motorbåd, der sejlede parret ud til Kongeskibet.
I fuld fart og med masser af vind i håret.
Videre til Ærø
Sommertogtet indledes som nævnt på Bornholm i dag.
I morgen er det så Ærø, der kan se frem til kongeligt besøg, og herfra går turen videre til Assens onsdag den 21. august inden sommertogtet afsluttes i Vejle torsdag den 22. august.