Testet: Ramt af sygdom
Maria Teresa af Luxembourg tvunget til at rydde kalenderen
Storhertuginde Maria Teresa af Luxembourg, der netop har været til filmfestival i Cannes, er blevet ramt af covid-19.
Det viser tests, der blev taget umiddelbart efter hendes hjemkomst.
Trækker sig fra statsbesøg
Dermed er hun tvunget til at rydde sin kalender og blandt andet melde fra i forbindelse med et statsbesøg af Kap Verdes præsident, José Maria Neves.
Ifølge Royal Central udviser storhertuginden kun milde symptomer, men er, som foreskrifterne byder, gået i isolation på paladset.
Kommer efter travl periode
Sygemeldingen kommer i kølvandet på en periode med store begivenheder for storhertugparret.
I april måned blev deres datter, prinsesse Alexandra, først gift ved en borgerlig vielse og ugen efter ved en religiøs ceremoni.
De var desuden blandt gæsterne ved kong Charles' kroning i Westminster Abbey i London den 6. maj.