Vinker farvel til kronprinsessen

Den spanske tronfølger påbegynder den 11. januar et 140 dage langt træningstogt på havet

Offentliggjort

Spanske kronprinsesse Leonor, er lige nu, som et led i en omfattende uddannelse som arving til tronen, i gang med et tre år langt forløb i militæret. 

Hun har allerede været et år i hæren, og gør nu tjeneste i flåden. 

Kongeparret står på kajen

I den forbindelse påbegynder hun i dag et 140 dage langt træningstogt ombord på det firemastede træningssejlskib Juan Sebastián de Elcano.

Og når det stolte skib, der med sine 113 meter er blandt de allerstørste af sin art, stævner ud fra havnen i Cádiz, bliver det med kong Felipe og dronning Letizia stående på kajen for at vinke farvel.

Det skriver det spanske kongehus på sin hjemmeside.

Træder i sin fars fodspor

Togtet bringer den 19-årige kronprinsesse og den øvrige besætning til De Kanariske Øer, Uruguay, Chile, Peru, Panama, Colombia, Den Dominikanske Republik og USA inden de returnerer til Spanien, hvor de forventes at lægge til havn i Cadíz i midten af juli.

Det er en sejlads som også kong Felipe gennemførte tilbage i 1987 som et led i sin militære uddannelse.

Kronprinsesse Leonor ses her sammen med sine forældre, kong Felipe og dronning Letizia

        

Powered by Labrador CMS