William hiver donation op af egen lomme

Prinsen støtter familierne til seks dræbte park rangers i i Den Demokratiske Republik Congo

Offentliggjort Sidst opdateret

For folk med blot et lille kendskab til det britiske kongehus er det næppe den store hemmelighed, at prins William er en ivrig forkæmper for bevarelsen af naturen og de vilde dyr, der lever i den. Heller ikke, at han også bakker op om de, der har viet deres liv til at passe på naturen.

Det sidste har han netop endnu en gang bevist med alt tydelighed. Endda i en aldeles trist anledning. Det skriver Royal Central.

I egne lommer

Prinsen har været i egne lommer for at finde midler til støtte for de efterladte til seks Park Rangers, der under deres arbejde i Virunga National Park i Den Demokratiske Republik Congo den 10. januar i år blev brutalt myrdet af krybskytter.

Donationen er gået via organisationen ‘Thin Green Line Foundation’, der også har bekræftet det på Twitter. Dog uden at nævne beløbet, prinsen har bidraget med.

“Vi er dybt taknemmelige over for hertugen af ​​Cambridge for hans nylige støtte gennem vores Fallen Ranger fondstøtte til de familier, der er ramt af det ødelæggende tab af seks Rangers i Virunga National Park i januar,” skriver organisationen i opslaget.

Ifølge parkens officielle hjemmeside viser foreløbige undersøgelser, at de dræbte blev overrasket og ikke havde nogen som helst mulighed for at forsvare sig. Desuden, at det er lokale krybskytter, der er ansvarlige for drabene.

Parken grænser op til Volcanoes National Park i Rwanda og Queen Elizabeth National Park i Uganda. Den blev grundlagt i 1925 og er det eneste sted på jorden, der er hjemsted for de tre store store aber – bjerggorillaerne, den østlige lavlandsgorillaer og de østlige chimpanser.

I 1979 blev den for alvor blåstemplet da den kom på UNESCOs verdensarvsliste.

Powered by Labrador CMS