Dejan Cukic i sit livs rolle: Jeg isolerede mig fuldstændigt

torsdag d. 2. november 2017 kl: 17. 40 Af: Ritzau Fokus

Mens han optog "Fantasten", måtte Dejan Cukic afskærme sig fra familien og blive i rollen som ludoman. Han får roser af anmelderne.

Dejan Cukic som ludoman. Det havde man måske ikke set kommer – men hovedpersonen vidste det allerede, da han sad med manuskriptet i hænderne.

Den ville han gerne lave.

Og selv om Dejan Cukic, der har flere årtier bag sig som skuespiller, er vant til at give alt, hvad han har i sig, når han tager en rolle, så skulle han langt ud over sine grænser i hovedrollen som ludomanen Claus i Christian Dyekjærs “Fantasten”.

Men der var ingen tvivl. Den opgave var han klar til at tage på sig.

Har drømt om rollen

– Jeg har drømt om sådan en rolle i mange, mange år. Jeg startede i 1989 på teaterskolen, og det her er sådan en rolle, man som skuespiller bare går og håber på. Men det er også angstfremkaldende, fordi man bare er på hele tiden, siger Dejan Cukic.

Filmen handler om den spilafhængige Claus, der er ude på et skråplan for at have råd til sin afhængighed.

En dag dukker hans søn op, og da denne ved et uheld får sat sig i en bundløs spillegæld, er det op til Claus at forsøge at redde sin søn, samtidig med at han selv kæmper kampen mod sin afhængighed og de mange løgne og den skam, der følger med.

Lod sig fuldstændigt opsluge

For at spille rollen måtte Dejan Cukic i en periode lade sig fuldstændigt opsluge af den.

– Det er en af de roller, man ikke kan lægge fra sig undervejs. Jeg kunne ikke slippe den, når jeg gik hjem fra arbejde, siger Dejan Cukic.

– Der er mange skuespillere, der belemrer deres familier og omgivelser med at blive i rollen, men det har jeg altid været modstander af. Den type skuespiller har jeg indtil nu aldrig været, jeg har altid kunnet slippe det, specielt når jeg er kommet hjem til mine børn og min kvinde, siger han.

Dejan Cukic scorer Bodilpris for rolle som ludoman

Familien flyttede væk

Men jo længere Dejan Cukic kom i optagelserne, jo mere smeltede han sammen med Claus, og han kunne mærke, at han for filmens skyld var nødt til at lade det ske.

Også selv om det betød, at han måtte blive alene i familiens lejlighed på Vesterbro, mens hans kone og børn i en periode flyttede i sommerhus.

– Jeg isolerede mig fuldstændigt under optagelserne. Det havde jeg behov for. Det var rimelig hårdt efter hver arbejdsdag. Jeg var godt mat i betrækket og meget udmattet, og jeg kollapsede nærmest, når jeg kom hjem, fortæller Dejan Cukic.

Holdt pause efter optagelserne

Da han efter seks uger på filmsettet kunne tage afsked med rollen, havde han med vilje sørget for ikke at have andet på programmet en rum tid.

– Jeg vidste, det ville blive en hård omgang, så jeg var nødt til at holde fri bagefter. Jeg havde brug for en masse hvile og for at være sammen med min familie og kramme dem og virkelig komme ud af det miljø, der havde været så intenst, siger skuespilleren, der brugte to-tre måneder på at slippe rollen helt.

Danske skuespillere: -Vi ville stole på vores intuition

“Fantasten” har premiere den 2. november – og meget tyder på, at Dejan Cukic’ indsats har båret frugt. Han får fine ord med på vejen af eksempelvis Ekstra Bladets anmelder.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu