Tidligere bagedyst deltager blev træt af kager: -Jeg rørte ikke en ovn i to måneder

Har du nogensinde prøvet at holde fingerne fra de søde sager uden held? Så skal du måske overveje at tilmelde dig Den Store Bagedyst.

Micki Cheng fik nok af kager efter Den Store Bagedyst. Han kunne ikke engang holde ud at høre ordet “kage” i to måneder efter programmet.Foto: Carsten Mol / DR
Foto: Carsten Mol / DR

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er kommet en ny slankekur, og den hedder Den Store Bagedyst. Tidligere finale deltager Micki Cheng blev nemlig så træt af kager, at han ikke rørte en ovn i to måneder efter programmet. Det skriver B.T.

Micki bagte sig lige ind i seernes hjerter, og med en finaleplads også dommernes. Men det havde altså konsekvenser for den 27-årige bageentusiast, der ikke kunne bage de følgende to måneder.

– Jeg rørte ikke en ovn i to måneder efter programmet. Jeg var træt af alt med ovn og kage. Bare ordet kage. Jeg kunne ikke engang overskue at lave pandekager. Jeg var fysisk udmattet og bare træt af kage, fortæller Micki til B.T.

Det er dog efterfølgende blevet til massere af bagning for Micki, der blandt andet stod bag fødselsdagskagen til Illum, der i foråret holdt 125 års fødselsdag.

“Det har været fantastisk”

Men hvad har Micki så egentlig fået tiden til at gå med siden sidste års finale? Den unge bager har haft travlt efter sin TV-debut, for med et helt særligt bagetalent og sin jyske charme blev Micki hurtigt en af programmets mest populære og omtalte deltagere, og det har givet ham mange muligheder indenfor TV-branchen.

– Den dag jeg startede bagedysten, havde jeg en drøm om at skrive en bagebog, men som tiden gik, synes jeg, det var sjovere at lave tv. Jeg fandt hurtigt ud af, hvor sjov og spændende tv-verdenen var, siger Micki.

– Det har været hektisk, fantastisk og overvældende.

Man må da også lige sige, at Micki har haft travlt efter programmet sluttede. Micki har blandt andet vundet DR-programmet “Julebagedysten” i december og været medvært på Ultra Factor, der blev sendt mellem X-Factor programmerne. Fra onsdag skifter Micki Cheng da også rollen ud som deltager til fordel for at være meddommer i DR Ultra-programmet “Ultras Sorte Kageshow” med komiker Nikolaj

Hepper nu på deltagerne

Den nye sæson af Den Store Bagedyst havde premiere i går aften. Det betyder, at et nyt hold kæmper om seernes og dommernes gunst, og Micki glæder sig til at følge med på sidelinjen.

– Man kan nok ikke lade være med at tænke; hov, det er min plads, du står ved. Så det er da lidt mærkeligt, at der kommer et nyt hold, men jeg glæder mig også på deres vegne, for de går deres livs oplevelse  i møde, siger Micki.

Han har endda allerede mødt de nye deltagere til et intromøde. Der skulle han fortælle om, hvordan det er at være deltager i programmet. Og der er da især én ting, Micki frygter for de kommende deltagere.

– Jeg hepper på dem alle sammen og håber, der ikke er nogen kager, der falder sammen. Det gør ondt i hjertet – både over for kagen og for den person, det gå ud over. Man ved, hvor meget energi, der er lagt i det, og man kan føle deres smerte.

Powered by Labrador CMS