Dennis Ritter udskifter sport med nyheder

tirsdag d. 13. september 2016 kl: 16. 00 Af: Elo Christoffersen

Dennis Ritter bliver fra 24. oktober nyhedsvært på TV2 News. Han slipper dog ikke sporten helt...

En mangeårig drøm går i opfyldelse for TV 2s kendte og populære cykelkommentator, Dennis Ritter, når han fra 24. oktober – efter VM i cykling i Qatar – kan sætte sig i værtstolen på TV2 News.

Han har nemlig fået mulighed for at kombinere jobbet som nyhedsvært med arbejdet som cykelkommentator. Det betyder, at Dennis Ritter fortsat vil være at finde i kommentatorboksen på TV2 under de store, internationale cykelløb, der primært køres i sommerhalvåret, og han er stadig ansat hos TV2 Sport.

Tv-vært i sorg: Mistede far for en uge siden - nu er moren død

– Det har i en del år været et ønske for mig at arbejde med nyheder, og med værtsopgaven på TV2 News vender jeg tilbage til et arbejde som mere klassisk journalist, end jeg har været vant til i kommentatorjobbet. Jeg er superglad for, at jeg kan få opfyldt mit ønske om at prøve nye udfordringer og nye stofområder. Det viser, at der er højt til loftet på TV 2, siger Dennis Ritter i en pressemeddelelse.

Ansat på TV 2 Nyhederne i 2004

Dennis Ritter har faktisk tidligere arbejdet på TV2s nyhedsredaktion. Han blev ansat på TV2 i februar 2004, og dengang var det som reporter på TV2 Nyhedernes redaktion i København. Her dækkede Ritter – der har studeret jura i et par år, inden han læste til journalist – bl.a. rets- og krimistoffet, som interesserer ham stærkt.

Tv-vært i sorg: -Min far er død

I OL-året 2004 var der dog hen under sommeren bud efter Dennis Ritter fra TV2s sportsredaktion. Og sådan begyndte den karriere, der siden har gjort Dennis Ritter til Danmarks cykelkommentator nummer ét.

– Mange tror måske, at jeg læser avisen bagfra for at få sportsnyhederne først, men det er ikke tilfældet. Jeg er mindst lige så interesseret i politik og almene nyheder som i sport, og jeg har faktisk altid set flere nyhedsudsendelser end sportsprogrammer i tv. Min bedste aften på tv er en valgaften. Jeg elsker folketingsvalg og går vildt op i at følge med på flere kanaler og på nettet under en valgaften, slutter Dennis Ritter.

Del din kommentar

Forsiden lige nu