Disse civile jobs har de kongelige

tirsdag d. 11. juli 2017 kl: 17. 36 Af: Ritzau Fokus

Flere royale har haft et arbejde ved siden af deres royale forpligtelser, mens nogle tjener alle deres penge selv.

Røde løbere, officielle arrangementer, statsbesøg og rejser er en stor del af hverdagen for royale i de europæiske kongehuse.

Det er dog ikke alle kongelige familiemedlemmer, der kan gøre det til hele deres levevej, og flere prinser og prinsesser har et helt almindeligt job uden for slottets mure.

Royalt slot solgt: Nu kan det blive til bofællesskab

Det gælder blandt andre for de royale søstre prinsesse Beatrice og prinsesse Eugenie, der er kusiner til prins William og prins Harry.

Fuldtidsjob

28-årige prinsesse Beatrice er nummer syv i den britiske arvefølge, men til hverdag arbejder hun fuldtid i erhvervslivet ved siden af sit arbejde som protektor for en række organisationer ifølge hendes officielle hjemmeside.

Lillesøsteren, prinsesse Eugenie, arbejder for London-galleriet Hauser & Wirth, hvor hun har været vicedirektør siden 2015, efter at hun vendte hjem fra New York.

Prins Michael, der er fætter til britiske dronning Elizabeth, har repræsenteret sin kusine ved flere lejligheder, men han tjener sine penge på at have sit eget konsulentfirma, som han er bestyrelsesformand for. Det fremgår af kongehusets hjemmeside.

Svenske prinsesse Madeleine har også prøvet kræfter med et job i en organisation, da hun flyttede til New York i 2010 for at arbejde for World Childhood Foundation, som hendes mor, dronning Silvia, oprettede.

Her mødte hun forretningsmanden Chris O’Neill, som hun senere giftede sig med. Inden brylluppet besluttede han sig for at sige nej til en royal titel for at kunne fortsætte sit arbejde i erhvervslivet.

I Norge har prinsesse Märtha Louise også prøvet kræfter med andet end de royale arrangementer. Hun har skrevet flere bøger – herunder børnebøger samt bøger om engle og meditation.

Trådte ud af kongehuset

I 2002 udtrådte hun af det norske kongehus, og hun gav afkald på at modtage apanage. Siden har hun blandt andet tjent sine penge som selvstændig erhvervsdrivende inden for healing og alternativ behandling.

Også flere af dronning Elizabeths børn, nemlig prins Andrew, prinsesse Anne og prins Edward har arbejdet ved siden af deres royale forpligtelser.

Det samme gælder for royale, der er lidt tættere på at overtage tronen.

Hollandske kong Willem-Alexander har fløjet regelmæssigt for det hollandske flyselskab KLM i løbet af de seneste 20 år.

Britiske prins William, der er nummer to i den britiske arvefølge, har også arbejdet som ambulancepilot ved siden af sine royale forpligtelser – en tjans han siden har opgivet for at bruge mere tid på officielle arrangementer og familien.

Dronning i alvorlig ulykke

Hans lillebror, prins Harry, har ligeledes tjent i hæren, hvor han blandt andet har været udsendt til Afghanistan.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu