-Fest videre der, hvor du er nu
Jan 'Jet' Nielsen blev 70 år gammel
Aarhusianske Jan 'Jet' Nielsen, grundlægger af Danmarks første punkband, 'Lost kids', er død.
Det oplyser to af hans gamle bandkammerater, Kate Svanholm og Mek Pek, på Facebook.
- Jan Jet, forsanger i LOST KIDS, har efter længere tids sygdom, søgt mod fjerne himmelstrøg. R.I.P, skriver Mek Pek, der blev en del af bandet i 1979.
Kate Svanholm mindes afdøde med blandt andet disse ord:
- Jan Jet, min gode gamle ven, du er taget afsted, hvil i fred. Fest videre der, hvor du er nu.
Startede på en 'lille løgn'
Historien om Lost Kids er ganske spektakulær. For bandet startede på en 'lille løgn', Jan Jet diskede op med til en journalist i København i 1977.
Han fortalte, han havde et band i Aarhus og blev taget med bukserne ned.
For et par uger senere bad journalisten om et interview, og annoncerede sin ankomst til 'Smilets by'.
Jan Jet samlede så nogle mennesker, lavede to numre om, og skrev et selv.
Legendariske numre
Siden er 'Lost Kids'-numre som 'Cola freaks', 'Rådden dig' og 'Hva' sir du så' blevet nærmest legendariske i punk-miljøet.
Jan 'Jet' Nielsen blev 70 år gammel.