Hævdede at være Putins mor: Nu er hun død

Vera Putina, der påstod, hun er mor til russiske præsident Putin, blev 96 år gammel

Offentliggjort Sidst opdateret

En russisk kvinde, Vera Putina, der hævdede, hun er mor til præsident Putin, er død 96 år gammel.

Det skriver The Telegraph ifølge Dagbladet.

Vera Putina fortalte i 2004 sin historie i dokumentaren, 'Putins mor'. 

Overlod ham til sine forældre

Her siger hun, at Putin kom til verden i oktober 1950 og således to år tidligere end hans officielle fødselsdato.

Og, at han er resultatet af et forhold med en mand, der allerede var gift. 

Desuden, at hun måtte overlade sin søn, som hun kaldte 'Vavo', til sine forældre, da hun blev gift og han var ni år gammel. 

Ydermere, at han et år efter kom på børnehjem og senere blev bortadopteret. 

Putin siger nej

Putin har hele tiden benægtet, at Vera Putina er hans mor.

I sin bog 'First Person', skriver han, at han er vokset op hos sine biologiske forældre, Maria og Vladimir, i St. Petersborg, hvor han også er født.

Det er dog ifølge The Telegraph vanskeligt at verificere, da Putins barndomshistorie kun beror på hans egne fortællinger. 

Russiske præsident Putin
Russiske præsident Putin
Powered by Labrador CMS