Dolce & Gabbana på kanten af fallit efter skattefusk

mandag d. 29. juli 2013 kl: 12. 55 Af: Ritzau Fokus
 

Designerduoen Domenico Dolce og Stefano Gabbana blev i sidste måned dømt ved en domstol i Milano for skattesvig i millionklassen. Foto: AP / POLFOTO

Modekonge svarer på homo-kritik

Stjernedesignerne Dolce & Gabbana lukker virksomheden, hvis de skal betale millionbøde for skattesvig.

Modegiganten Dolce & Gabbana kan blive nødt til at dreje nøglen om, hvis de bliver tvunget til at betale en gigantisk millionbøde for skatteunddragelse.

I den omfattende skattesag mod det verdenskendte modehus blev designerduoen Domenico Dolce og Stefano Gabbana i sidste måned dømt ved en domstol i Milano for skattesvig i millionklassen. Dommen lød på 20 måneders fængsel samt en bøde på den svimlende sum af 343 millioner euro eller 2,6 milliarder danske kroner.

Stjernedesignerne har nu appelleret dommen, men fastholdes bøden, skal man ikke forvente at se mere Dolce & Gabbana-designertøj på catwalken.

– Vi kommer til at lukke. Hvad vil I have os til at gøre? Vi er ikke i stand til at håndtere dette. Det er umuligt. Hvis vi fortjente dommen, var der intet at sige. Men vi har ikke fortjent det, og vi vil desværre være tvunget til at lukke, siger designer Stefano Gabbana ifølge Female First.

Det italienske modehus, der har klædt stjerner som Beyoncé og Madonna på, har allerede lukket samtlige af deres butikker i Milano, efter byens borgmester, Giuliano Pisapia, forbød designparrets varer på kommunale pladser på grund af deres forbrydelse.

Sagen mod Domenico Dolce og Stefano Gabbana startede i 2004, hvor designerne stiftede et firma i Luxembourg under navnet “Gado” – en forkortelse af topdesignernes efternavne – mens modehuset stadig drev virksomhed i Italien.

Denne konstruktion fik det italienske skattevæsen til at mistænke de to designere for at have lavet den specielle firmakonstruktion med henblik på at spekulere i skatteplanlægning og ulovlige skattebesparelser – kort sagt: At snyde den italienske stat.

/newspaq/

Del din kommentar

Forsiden lige nu