Nordjysk popkomet åbner Orange Scene
Den dansk-walisiske gryende popstjerne byder publikum velkommen tilbage til Roskilde efter en lang coronapause
Da der sidst var Roskilde Festival i 2019, havde hun ikke engang fundet på sit nuværende kunstnernavn.
Men når musikken i år for alvor skydes i gang efter coronapausen, er det med Drew Sycamore som åbningsnavn på festivalens største skueplads, Orange Scene.
Hendes karriere har da også været på hastig himmelfart i de mellemliggende år.
Den dansk-walisiske sanger og sangskriver havde lige sendt sit debutalbum på gaden under navnet Drew, da pandemien ramte og gjorde det så godt som umuligt at komme ud og spille koncerter.
Men Drew, der er fra Hvilsom nær Hobro, holdt snuden i sporet og fortsatte med at skrive fængende og energiske numre til sit næste album.
Det udkom i 2021 under titlen "Sycamore" - som hun nu også havde tilføjet til sit scenenavn - og blev et hit.
Airplay en masse
Med dansevenlige ørehængere som "Wanna Be Dancing" og "45 Fahrenheit Girl" var Drew Sycamore fast inventar på radioernes spillelister.
Den første af de to var en af de ti mest spillede danske sange sidste år. Den anden blev kåret til årets danske radiohit ved Danish Music Awards.
Drew Sycamore selv blev udnævnt til årets danske solist ved samme lejlighed.
Hun er derfor mere end stor nok til at indtage Orange Scene, fortæller Anders Wahrén, der er programchef for Roskilde Festival:
- Drew Sycamore er et af de bedste eksempler på en kunstner, der faktisk har formået at vokse markant og virkelig bide sig fast i den periode, hvor vi ellers har været lukket ned, og hvor det har været svært for nye kunstnere at etablere sig.
- Vi ved, at hun med bandet leverer nogle fantastisk medrivende liveshows. Det er lige det, der skal til for at få genstartet Orange Scene, som har ligget stille i tre år, siger Anders Wahrén.
Drew glæder sig
Drew Sycamore selv glæder sig også til den særlige optræden:
- Jeg prøver virkelig at tage det oppefra og ned. Det er jo en koncert, og det ved jeg godt, hvordan man gør. Men det bliver helt sikkert utroligt fedt og dejligt og et øjeblik, jeg altid vil huske, siger hun til Ritzau Fokus.
Hun har desuden netop udgivet en ny single, "Electric Motion".
Det bliver varmt
Politikens anmelder sammenligner den nye sang med "en sprudlende, kold sodavand på en varm, varm sommerdag".
Vejrudsigten lover da også op til 25 grader, når Drew Sycamore træd
er frem på Orange Scene klokken 18.