Folket: - Det er ok, Margrethe
De fleste danskere enige med dronning Margrethe i degradering af prins Joachims efterkommere
Ovenpå familiedramaet i kongehuset er der i befolkningen flere, som er enige end uenige i dronning Margrethes beslutning om at fratage prins Joachims børn deres prinse- og prinsessetitler.
Det viser en måling, Voxmeter har lavet for Ritzau.
Til et spørgsmål om, hvorvidt man synes, at dronningens beslutning er god, svarer 50,6 procent, at det synes de.
23,2 procent mener ikke, at det er en god beslutning, mens 26,1 procent svarer "ved ikke".
- Markant opbakning
Ifølge Lars Hovbakke Sørensen, der er historiker og kongehusekspert, viser resultatet, at dronning Margrethe har stor opbakning i befolkningen.
- Det er en tilkendegivelse fra befolkningen, som viser en markant opbakning til dronningens linje og dronningens beslutning om at slanke kongehuset, siger han.
Dronning Margrethes beslutning om at fratage Joachims fire børn deres prinse- og prinsessetitler blev meldt ud onsdag den 28. september i en pressemeddelelse fra kongehuset.
Hun begrunder sin beslutning med, hun vil fremtidssikre monarkiet ved at færre skal bære kongelige titler.