Dronningens krav: Hver en bamse skal gemmes

torsdag d. 22. februar 2018 kl: 19. 57 Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

De mange bamser, hilsner og tegninger, som danskerne har lagt ved Marselisborg Slot i Aarhus skal gemmes til påsken, hvor Hendes Majestæt selv ankommer til slottet.

I timerne og dagene efter Prins Henriks død tirsdag den 13. februar strømmede mangt en dansker til de danske kongeslotte med blomster, tegninger, hilsner, bamser og meget andet.

Alt i den bedste mening og med det overskyggende formål at ære og minde prinsen.

Den markante gestus valgte prinsens enke Hendes Majestæt Dronning Margrethe at takke for med et velment skriv rettet til alle de, der har været forbi.

Offentliggjort onsdag eftermiddag på Kongehusets egen hjemmeside fremgår følgende:

For mig og min familie har det været dybt bevægende at opleve den varme og sympati, der fra alle dele af det danske samfund er strømmet os i møde i forbindelse med Prins Henriks død og bisættelse. De mange smukke blomster, spontant nedlagt ved de steder, hvor Prinsen holdt af at være, de mange tusinde mennesker fra nær og fjern, som trodsede vinterkulden for at vise Prinsen den sidste ære i Slotskirken, og de utallige skriftlige sympatitilkendegivelser, vi har modtaget, har rørt os alle dybt og er medvirkende til at hjælpe os igennem denne svære tid.

Dronning Margrethe indtager Tivoli med sine søstre

For alle disse smukke vidnesbyrd om hengivenhed og medfølelse ønsker jeg og min familie at udtrykke vor dybfølte tak til hele den danske befolkning.

Margrethe R

Selv den mindste bamse

Allerede onsdag blev Hjemmeværnet sat til at rydde Amalienborg Slotsplads for blomster og deslige, og siden fulgte Marselisborg Slot i Aarhus. Netop her var det de lokale gartnere, der stod for at indsamle blomsterhavet.

En af dem er Kim Jensen, der er holdleder for gartnerafdelingen ved netop Marselisborg Slot og den nærliggende Mindeparken, hvor blomsterne er flyttet hen. Han har til TV2 Østjylland fortalt, at dronningen har udstedt strenge ordrer i forbindelse med netop flytningen af alle effekterne.



Som det fremgik af hjemmeværnsfolket ved Kastellet, hvor Amalienborg-blomsterne blev flyttet til, så blev alle tegninger og øvrige effekter samlet i kasser, der overdrages Hendes Majestæt. Aarhus er ingen undtagelse.

– Majestæten har gjort opmærksom på, at selv den mindste bamse skal gemmes til påske, hvor hun kommer til Marselisborg, siger Kim Jensen til TV-stationen.

Sov stille ind

Allerede fredag genoptager Hendes Majestæt Dronning Margrethe det officielle arbejde som regent af Danmark. Hun vil her modtage ambassadører fra fem lande til audiens. Tirsdag blev majestætens mand Prins Henrik bisat i Christiansborg Slotskirke.

Prinsen blev 83 år gammel og sov stille ind på Fredensborg Slot den 13. februar klokken 23.17 – omgivet af sin familie.

Margrethe holdt audiens: De takkede dronningen

Kun de allernæreste – og repræsentanter for det officielle Danmark – var med i Christiansborg Slotskirke til Prins Henriks bisættelse tirsdag 20. februar.

Blandt dem blot én enkelt af prinsens venner; nemlig erhvervsmanden Fritz Schur.

Del din kommentar

Forsiden lige nu