Tv-vært sprang ud som homoseksuel: -Jeg gik psykisk ned

Talkshow-vært og komiker Ellen DeGeneres endte i et psykisk sort hul, efter at hun sprang ud som homoseksuel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den amerikanske komiker og talkshowvært Ellen DeGeneres er ikke bleg for at lave kærligt sjov med Hollywoods berømtheder, når de gæster hendes talkshow “The Ellen DeGeneres Show”.

Men den 58-årige tv-vært kender i høj grad til vigtigheden af, at de personer, man laver sjov med, også synes, at det er sjovt.

Hun har nemlig selv oplevet at blive offentligt til grin, da hun sprang ud som homoseksuel i halvfemserne, skriver det amerikanske magasin OUT.

Gik ned psykisk

I et nyt interview med magasinet fortæller Ellen DeGeneres, at hun gik psykisk ned på nogle af de “sjove” kommentarer, hun fik dengang.

– Jeg var “punchlinen” i masser af jokes. Jeg lo af nogle af dem, men det gik op for mig, at de kom fra rigtige mennesker. Det er ondt.

– Jeg har aldrig brudt mig om ond comedy, men det blev mere vigtigt for mig, efter at jeg selv var blevet målet for det, lyder det fra Ellen DeGeneres i interviewet.

Tv-show blev aflyst

Det at springe ud som homoseksuel havde samtidig også andre konsekvenser for komikerens karriere.

Et år efter hun sprang ud, blev hendes tv-show aflyst, og det varede mere end tre år, før Ellen DeGeneres igen var oven på efter faldet og fik et nyt show på tv.

I den tid manglende hun i den grad selvtillid, og hun forsøgte at skjule, hvem hun var, for at gøre andre tilfredse.

– Tid er en underlig ting. Jeg gik psykisk ned og havde ingen penge, intet job i udsigt, men et skridt ad gangen blev det bedre. Det blev meget bedre, lyder det fra Ellen DeGeneres.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS