Elsket tv-vært er død: “En sand legende”

lørdag d. 19. august 2017 kl: 11. 19 Af: Matias Mortensen

Tv-værten Sir Bruce Forsyth er død i en alder af 89 år.

Sir Bruce Forsyth var kendt og elsket som tv-vært gennem en livsalder. Fredag eftermiddag døde den 89-årige BBC-legende i sit hjem med sin kone og børn ved sin side. Det skriver blandt andre The Guardian.

Bruce Forsyth arbejdede i mere end 75 år som tv-vært og entertainer. Han var vært på nogle af BBC’s største underholdningssucceser. Mest kendt var han som vært for The Generation Game, Play Your Cards Right og den britiske udgave af Vild Med Dans, Strictly Come Dancing.

Dødsfaldet blev bekræftet af Forsyths manager Ian Wilson. Han har udsendt en meddelelse, hvor han oplyser, at Sir bruce Forsyth døde fredfyldt.

ACDC-guitarist Malcolm Young død

Manageren fortæller derudover en anekdote om, at en ven for et par uger siden besøgte Bruce Forsyth. Vennen spurgte, hvad han havde lavet de sidste 18 måneder.

– Med et glimt i øjet svarede han, “Jeg har haft meget, meget travlt … med at være syg!, skriver manageren.

Kort tid efter gik det voldsomt ned ad bakke med hans helbred, og han blev ramt af en alvorlig lungebetændelse.

Efter nyheden om Sir Bruce Forsyths død er de sociale medier flydt over med hyldesterklæringer til tv-legenden. Også BBC-generaldirektør Tony Hall har udtrykt sin sorg over nyheden i en udtalelse.

– Jeg har aldrig set nogen, der kunne optræde foran et publikum, som han kunne. Han havde en bemærkelsesværdig kemi med sit publikum, udtaler Tony hall ifølge The Guardian.

Også hans medvært gennem 11 år på Strictly Come Dancing, Tess Daly, roser sin afdøde kollega.

– Jeg er ekstremt heldig for at have arbejdet sammen med manden, der definerede lørdagsunderholdningen i så mange årtier. Han var en gentleman og en sand legende, og jeg vil savne ham dybt, siger hun.

Manageren har bedt pressen om at respektere familiens privatliv efter dødsfaldet.

 

Del din kommentar

Forsiden lige nu