Det er ved at være slut

Poplegenden sir Elton John har efter en lang og enestående - men også hård - karriere tænkt sig at skrue ned. Snart. Fredag den 25. marts fylder han 75 år

Elton John er stadig på farten lidt tid endnu. Her underholder han i New Orleans i januar i år. (Arkivfoto).
Elton John er stadig på farten lidt tid endnu. Her underholder han i New Orleans i januar i år. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er efterhånden mere end fire år siden, Elton John fortalte, at han var ved at nå enden af de gule stens vej, som hans glorværdige musikkarriere har båret ham hen ad.

Briten, der dengang var 70 år og fredag fylder 75, skulle bruge mere tid med sin familie og mindre på scenen i de berømte flamboyante kostumer.

Han glædede sig blandt andet til at køre sønnerne til fodbold, fortalte han.

Men den afskedsturné, briten Elton John og hans band i 2018 tog hul på, ruller stadig, blandt andet forlænget af en pandemi og diverse helbredsproblemer hos hovedpersonen.

Den stopper tidligst næste sommer efter flere end 300 koncerter.

Aller-allersidste

I øvrigt med et publikum i København som et af de aller-allersidste, der får lov at høre "Your Song", "Tiny Dancer" og alle de andre glansnumre.

Holdbarhed i rampelyset har da også kendetegnet superstjernen Elton Johns mange år som sanger, sangskriver, skuespiller og aids-aktivist.

Han udgav sin første plade i 1969 efter at have fundet et fast og produktivt partnerskab med tekstforfatter Bernie Taupin, og i 1970'erne begyndte hans storhedstid.

Den varede længe. Nogle ville mene, den aldrig er sluttet.

Sidste år blev Elton John for eksempel den første solokunstner til at nå top-10 på den britiske hitliste i seks årtier i træk. I løbet af månederne op til jul ramte han endda topplaceringen med tre forskellige sange.

'Nok til at slå en hest ihjel'

I sine tidlige år levede popstjernen, der blev født i Londons forstæder med navnet Reginald Kenneth Dwight, ellers på flere måder som en, der aldrig skulle drømme om at blive gammel.

I 1975 forsøgte han at tage sit eget liv, da han bedøvet af valium og sprut sprang i poolen foran sin mor, mormor og venner.

Årtiet senere sniffede han dagligt "kokain nok til at slå en hest ihjel", og i 1990'erne holdt Elton Johns hjerte næsten op med at virke og slår i dag kun ved hjælp af en pacemaker.

- Jeg kunne kun finde ud af at være "Elton". Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle leve væk fra scenen. Der var ingen balance i mit liv, fortalte han til avisen The Telegraph i 2010.

Men den hårde livsstil slog ham ikke ud, og siden 1990 har han ikke rørt ved alkohol eller stoffer.

Karrieren fortsatte dog for fuld fart, og i 1997 toppede Elton Johns popularitet med en ny version af kæmpehittet "Candle in the Wind" dedikeret til hans afdøde veninde, prinsesse Diana.

Året efter blev han slået til ridder af Dianas ekssvigermor, dronning Elizabeth II.

Gennem snart seks årtier har Elton John solgt flere end 300 millioner album på verdensplan og sideløbende skrevet musik til film og musicals, herunder Disney-klassikeren "Løvernes Konge".

Efter at have kæmpet med sin seksualitet i mange år stod han i 1988 frem som homoseksuel, og fem år senere indledte han et forhold til filmmanden David Furnish, som han senere er indgået i først registreret partnerskab og så, da det blev muligt, ægteskab med.

Sammen har de via en rugemor fået sønnerne Zachary og Elijah, som altså stadig må vente lidt endnu på at få fodboldchaufføren helt hjem.

Powered by Labrador CMS