Runder skarpt hjørne
Eskild Ebbesen, der fredag 27. maj fylder 50 år, var med, da Guldfireren blev dannet i 1993, før den havde fået sit kælenavn. Han roede i den til 2012
Hvis et forholdsvist lille land som Danmark skal kunne måle sig med de allerbedste i verden, skal de stærkeste kræfter samles.
Sådan var tankegangen i dansk roning i begyndelsen af 1990'erne, og den tankegang ledte til dannelsen af en ikonisk dansk medaljemaskine.
Eskild Ebbesen, der fredag 27. maj fylder 50 år, var nemlig et af de oprindelige medlemmer i letvægtsfireren i roning - båden, der senere blev kendt som "Guldfireren" grundet sine mange sejre.
Besætning i verdensklasse
Frem til 1993 var Danmark altid repræsenteret med udøvere fra den samme roklub i de enkelte klasser, men ved at danne letvægtsfireren med de bedste roere fra fire forskellige roklubber, havde Danmark pludselig en besætning i verdensklasse.
Allerede året efter dens dannelse sikrede letvægtsfireren sin første VM-guldmedalje med den oprindelige besætning med Eskild Ebbesen, Thomas Poulsen, Victor Feddersen og Niels Laulund.
Den evigt smilende, men også seriøse Eskild Ebbesen blev personificeringen af den mytiske robåd. For mens der ellers var løbende udskiftning i besætningen, var Ebbesen en del af den helt frem til 2012, hvor han hentede sin femte olympiske medalje med Guldfireren.
Imponerende præstationer
Hans OL-medaljer fordeler sig på tre guldmedaljer og to bronzemedaljer. Blandt en uhørt stor mængde medaljer i andre konkurrencer finder man blandt andet seks VM-guldmedaljer.
De imponerende præstationer bragte ham både hæder i løbet af sin karriere, men også bagefter.
I januar 2017 blev han optaget i Idrættens Hall of Fame, og han var også med på listen, da Danmarks Idrætsforbund i anledning af sit 125-års-jubilæum i 2021 udpegede de 125 største danske sportsnavne gennem tiderne. I fødebyen Silkeborg er der opkaldt en vej efter den stærke roer.
Fjernede mulighed
I dag kombinerer Ebbesen sin baggrund som elitesportsatlet på øverste niveau med sin kandidatgrad i idrætsfysiologi, når han holder foredrag, der skal inspirere lytterne til at blive bedre til eksempelvis at samarbejde på arbejdspladsen eller leve sundere i privatlivet.
Guldfireren eksisterer ikke længere. Efter OL i 2016 blev letvægtsfireren taget af det olympiske program, og dermed stoppede den danske satsning i bådklassen også.
- Lige nu har jeg mest af alt ondt af de drenge, som nu har mistet muligheden for at vinde olympiske medaljer i fireren, sagde Ebbesen til B.T. i 2017, umiddelbart efter beslutningen om at fjerne den fra OL-programmet var truffet.