Europas royale arvinger: De venter på tronen

fredag d. 19. maj 2017 kl: 9. 50 Af: Ritzau Fokus

Belgien får sin første regerende dronning, når 15-årige prinsesse Elisabeth en dag bliver landets monark. Se, hvem der ellers bliver regenter i Europa.

En dag bliver kronprins Frederik Danmarks konge, kronprins Haakon indtager Norges trone, kronprinsesse Victoria bliver Sveriges dronning og prins Charles bliver Storbritanniens regent.

De skal dække kronprinsens 50 års fødselsdag

Og i Europas øvrige monarkier er tronarvingerne også klar.

Tronfølger skriver allerede historie

I Belgien skriver landets unge tronfølger, prinsesse Elisabeth, allerede historie.

Den 15-årige teenager bliver nemlig Belgiens første regerende dronning nogensinde, når hun en dag overtager tronen fra sin far, kong Philippe, der er gift med dronning Mathilde.

Regentparret er også forældre til prins Gabriel på 13 år, 11-årige prins Emmanuel og prinsesse Eléonore på 9 år.

Holland får også en dronning

Belgiens royale naboer mod nord får også en kvindelig monark en dag.

I Holland har landets regentpar, kong Willem-Alexander og dronning Máxima, nemlig tre døtre: 10-årige prinsesse Ariane, 11-årige prinsesse Alexia og 13-årige prinsesse Catharina-Amalia af Orange, der er tronarvingens officielle titel.

En dronning bliver også regent af Spanien en dag. Kong Felipe og dronning Letizias ældste datter på 11 år, prinsesse Leonor, bliver nemlig spansk monark.

I det lille land Luxembourg bliver arvestorhertug Guillaume en dag landets monark efter sin far, Henri.

Lilleputnation får mandlig fyrst igen

Monaco får også endnu et mandligt overhoved en dag, for her er tronen ikke lige for alle.

Fyrst Albert og fyrstinde Charlene fik i december 2014 tvillingerne prinsesse Gabriella og prins Jacques. Prinsessen blev født tre minutter før sin bror, men det er altså prins Jacques, der står til at blive miniputlandets fyrste.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu