Kan blive en meget tæt finale

Det kan blive en nordisk gyser af de store, når årets Eurovision-vinder skal findes, siger grandprixkender

Offentliggjort Sidst opdateret

Ikke siden 2019 har Danmark kvalificeret til Eurovision-finalen.

Alligevel er der dansk drys i kulminationen på årets udgave af det internationale melodigrandprix, som løber af stablen i Liverpool Arena i England lørdag aften.

Danske sangskrivere har været inde over Cyperns nummer, "Break a Broken Heart". Et udmærket popnummer, lyder det fra journalist Ole Tøpholm, der gennem mange år har kommenteret både Eurovision og Dansk Melodi Grand Prix for DR.

Kommer ikke i top

- Jeg synes, at Cypern har en god og stabil solist, som gjorde det rigtigt godt ved semifinalen. Men det er ikke en, som kommer til at blande sig i toppen, siger han.

Selv om Eurovision-finalen endnu en gang er uden rød-hvid-repræsentation, efter at Reiley blev sendt hjem i semifinalen, ender trofæet formentligt ikke langt fra Danmark.

Ifølge bookmakerne synger enten Sverige eller Finland sig til tops i finalebraget det internationale melodigrandprix 2023.

Tidligere vinder storfavorit

Samme favoritværdighed tildeler Ole Tøpholm vores nordiske naboer.

Den svenske superstjerne Loreen er storfavorit til at vinde årets internationale melodigrandprix med nummeret 'Tattoo'.
Den svenske superstjerne Loreen er storfavorit til at vinde årets internationale melodigrandprix med nummeret "Tattoo".

Sveriges strømlinede sang, "Tattoo", som grandprixdronningen Loreen synger, står til at vinde Eurovision skarpt forfulgt af Finlands bombastiske "Cha Cha Cha", som fremføres af rapperen Käärijä.

- Mesterværk

- Jeg ser Sverige som årets mesterværk. Sangen er skåret efter en perfekt mesterværksmodel. Og det er virkelig en stærk komposition. 

- Men det, der taler imod Sverige, er, at der er en utrolig mæthed over for svenske popsange, siger Ole Tøpholm og uddyber:

Fylder virkelig meget

- Sverige fylder virkelig meget i melodigrandprix - og i popmusik helt generelt. 

- Så der er også nogle, der bevidst prøver at søge andre muligheder. 

- Det skal da gå fuldstændig galt, hvis Eurovision-trofæet ikke kommer hjem til Norden, siger den kendte grandprix-kender Ole Tøpholm om årets Eurovision-finale. (Arkivfoto).
- Det skal da gå fuldstændig galt, hvis Eurovision-trofæet ikke kommer hjem til Norden, siger den kendte grandprix-kender Ole Tøpholm om årets Eurovision-finale. (Arkivfoto).

- Men man må bare sige, at Sverige rent musikalsk virkelig er oppe i Superligaen - igen i år.

Seerne har bestemt

Det er suverænt seerne, der har bestemt, hvem der er endt i finalen. 

Men i finalen kommer landenes respektive fagjuryer på banen. 

Derfor stryger Sverige formentligt forbi Finland, når det endelige opgør skal stå, vurderer Ole Tøpholm.

Showet sekundært

Showet er sekundært for fagjuryerne. 

De lytter efter sangen og musikken, og her kan Finlands bombastiske bud på et vinderhit simpelthen være for aparte.

Det finske festfyrværkeri Käärijä sniger sig lige efter Eurovision-dronningen Loreen på bookmakernes liste.
Det finske festfyrværkeri Käärijä sniger sig lige efter Eurovision-dronningen Loreen på bookmakernes liste.

- Det er sådan en sang, som man erfaringsmæssigt ved klarer sig bedre hos seerne end hos juryerne, siger Ole Tøpholm og tilføjer:

- Hvis det var en 100 procent-seerafstemning, ligesom det var ved semifinalerne, så kunne det meget vel være, at Finland tog den, ligesom de gjorde med Lordi i 2006.

Ukraine op blandt de bedste

Ukraines sang i år, "Heart of Steel" med Tvorchi, står også til en fornem placering. Men Ole Tøpholm tror ikke, at det krigshærgede land overgår den finske og svenske sang.

- Der er ingen, der taler om Ukraine som vinder i år. Det står i skærende kontrast til sidste års debat. Men det var også to og en halv måned efter, at krigen begyndte, siger Ole Tøpholm og tilføjer:

- Ukraine kommer også meget, meget højt i år, fordi der stadig er stort fokus på Ukraine. Men jeg ser simpelthen ikke for mig, at Ukraine kan vinde grandprixet, bare fordi de er Ukraine.

Seks land sikker på finaleplads

37 nationer har stillet op i årets Eurovision. Men der er kun plads til 26 lande i den store finale, så feltet er blevet skåret ned i to semifinaler.

Seks lande er partout sikret en finaleplads. Det er Spanien, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien, fordi de betaler den største del af gildet. Og så er sidste års vindernation også garanteret en plads.

DANSKE GRAND PRIX-VINDERE DE SENESTE 10 ÅR

2023: Reiley: "Breaking My Heart". (skal optræde i Eurovision om kampen for en finaleplads den 11. maj).

2022: Reddi: "The Show". (røg ud af semifinalen ved Eurovision).

2021: Fyr & Flamme: "Øve os på hinanden". (røg ud af semifinalen ved Eurovision).

2020: Ben & Tan: "Yes" (Eurovision aflyst grundet coronapandemien).

2019: Leonora: "Love is forever" (nummer 12 ved Eurovision).

2018: Rasmussen: "Higher Ground" (nummer 9 ved Eurovision).

2017: Anja Nissen: "Where I am" (nummer 20 ved Eurovision).

2016: Lighthouse X: "Soldiers of Love" (røg ud af semifinalen ved Eurovision).

2015: Anti Social Media: "The Way You Are" (røg ud af semifinalen ved Eurovision).

2014: Basim: "Cliche Love Song" (nummer 9 ved Eurovision).

Kilde: DR

Finalen sendes på DR1 lørdag.

Powered by Labrador CMS