Ex-shub giver koncert på slot

torsdag d. 17. marts 2016 kl: 6. 00 Af: Elo Christoffersen
 
Den tidligere Shu-bi-dua guitarist, Michael Hardinger, gæster Gram Slot med sit band. Pressefoto.

Den tidligere Shu-bi-dua guitarist, Michael Hardinger, gæster Gram Slot med sit band. Pressefoto.

Lørdag den 9. april kommer til at stå i nostalgiens navn på Gram Slot i Sønderjylland.

Her gæster den tidligere Shu-bi-dua guitarist, Michael Hardinger slottet med sit band. De går på scenen og spiller et væld af de gamle Shu-bi-dua sange. Sange, der med årene er blevet en del af den danske folkeånd. Hvem kender ikke sange som Hvalen Hvalborg, Fed Rock, Stærk tobak eller Vuffe-li-vov?

Michael Hardinger Band er på deres forårsturné og kommer for første gang i deres karriere til Gram Slot for at få sat gang i koncerten i det midtsønderjyske.

– Jeg glæder mig rigtig meget til at høre alle de gamle Shu-Bi-Dua sange som jeg kender fra min barndom og ungdom. Shu-Bi-duas tekster rammer lige ned i den danske folkesjæl, og jeg er overbevist om, at alle der kommer for at høre koncerten kan synge med på alle sangene. Der skal nok blive en fantastisk stemning i den Holstenske Lade, hvor koncerten foregår, fortæller Sanne Brodersen fra Gram Slot i en pressemeddelelse.

Michael Hardinger Band består af mange af de gamle Shu-Bi-Dua medlemmer og de har været på den danske musikscene i 4 årtier. Det har givet dem et stort og bredt publikum, der følger deres færden rundt om i landet. Op gennem årene har der udviklet sig flere traditioner blandt publikum som for eksempel at kaste kiks op på scenen, når Hvalen Hvalborg bliver spillet.

– Jeg er meget spændt på hvordan salen ser ud efter koncerten med Michael Hardinger Band, men vi har garderet os med ekstra koste til at feje kiks op fra gulvet, hvis Hvalen Hvalborg udløser en kaskade af kiks på scenen. Det er fantastisk af have så dedikerede fans, at sådanne traditioner udvikler sig, og gør kun aftenen mere festlig. Så vi fejer gerne op efter en fantastisk koncert, fortæller Liselotte Lauritzen, eventchef på Gram Slot.

Koncerten den 9. april bliver optaget af TV2 Charlie og starter klokken 21. Billetter kan køber her.

Du kan se hele tourplanen her.

Del din kommentar

Forsiden lige nu