Familie og venner tog afsked med True Blood-stjerne

søndag d. 23. juli 2017 kl: 19. 15 Af: Ritzau Fokus
nelsan ellis 4 Krisitan dos santos
Nelsan Ellis, der igennem alle syv sæsoner spillede LaFayette i HBO-serien True Blood er død lørdag den 8. juli 2017. Han blev 39 år. Ifølge hans manager døde han af komplikationer i forbindelse med et hjertetilfælde. Foto: Kristin dos Santos/Wikipedia

Skuespilleren Nelsan Ellis blev begravet lørdag ved en stor ceremoni, og flere stjerner var mødt op.

Det flød over med mindeord og kondolencer, da nyheden om True Blood-stjernen Nelsan Ellis’ pludselige død kom frem tidligere i juli.

Lørdag tog familie, venner og kolleger rørende afsked med skuespilleren, da han blev begravet ved en stjernespækket ceremoni i hjembyen Harvey, der er en forstad til millionbyen Chicago.

Det skriver avisen Chicago Sun-Times.

Omkring 500 mennesker dukkede op til begravelsen for at sige et sidste farvel til skuespilleren, der kun blev 39 år.

Tale om det nære forhold

Ifølge den lokale avis var flere af Nelsan Ellis’ tidligere True Blood-kolleger mødt op for at tage afsked medskuespilleren – heriblandt skuespillerinderne Anna Paquin og Carrie Preston.

How to Get Aways With Murder-stjernen Viola Davis og skuespillerinden Tika Sumpter, der spillede sammen med Nelsan Ellis i henholdsvis “Niceville” og “Get on Up”, deltog også i begravelsen, der blev afholdt i domkirken Holy Temple Cathedral.

Skuespillerinden Viola Davis trådte under ceremonien op på talerstolen, hvor hun fortalte om sit nære forhold til den nu afdøde Hollywood-stjerne.

– Han var som min baby. Da jeg så, at han var syg, bad jeg ham om at få det bedre, for jeg ønskede ikke at give slip på ham. Jeg ønsker stadig ikke at give slip på ham, sagde hun ifølge Chicago Sun-Times.

Døde efter fire dages indlæggelse

Nelsan Ellis døde lørdag 8. juli af et hjertestop efter at have været indlagt i fire dage på Woodhull Hospital i New York-bydelen Brooklyn.

Det bekræftede hans manager, og efterfølgende udsendte familien til skuespilleren, der også spillede med i tv-serien “Elementary”, en udtalelse om, hvad der gik forud for hans tidlige død.

– Nelsan har kæmpet med stof- og alkoholmisbrug i flere år. Efter megen tid i afvænning forsøgte Nelsan at trække sig fra alkoholen på egen hånd. Ifølge hans far fik han her en blodinfektion, hans nyrer lukkede ned, hans lever var hævet, hans blodtryk faldt, og hans kære søde hjerte slog ude af kontrol, fremgik det af meddelelsen, som The Hollywood Reporter bragte i sin fulde længde.

Familien forklarede, at den håber, at skuespillerens historie kan være en advarsel til andre, der er i eller er på vej til at ende i en afhængighed.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu