Familien fulgte prins Henriks båre “hjem” til Amalienborg

torsdag d. 15. februar 2018 kl: 10. 33 Af: Ritzau Fokus og Jesper Werge, jw@kendte.dk

Prins Henriks båre blev båret ud fra Fredensborg Slot og er nu - i rustvogn - ankommet til Amalienborg. Rustvognen blev fulgt på vej af de tre store krone-biler, som rummer dronningen og den nærmeste familie.

Prins Henriks båre blev båret ud fra havestuen på Fredensborg Slot til en sølvgrå rustvogn, der stod på pladsen foran.

Båren blev båret af hoffets embedsmænd, der var klædt i rødt og bærer sørgebind. Kisten var dækket af kongeflaget.

Bag kisten kom dronningen, kronprinsparret med børn, prins Joachim og prinsesse Marie og deres børn. De var alle klædt i sort og mørkt tøj.

De pårørende er synligt berørte

Det var en synlig rørt dronning og kronprins, der ser båren bliver ført til rustvognen.

Familien satte sig i kronebiler, der fulgte bag rustvognen ud fra slotshaven.

Inden kortegen forlod slottet, kørte bilerne en æresrunde inden i slottets gård, hvor de mange ansatte tog en sidste sørgelig afsked.

Den store barokke slotshave på Fredensborg Slot, der dannede rammen for begivenheden, har været betydningsfuld for kongeparret.

Et stort folkeligt opbud

Blandt andet står der i haven en af prinsens skulpturer, som prinsen skænkede dronning Margrethe til deres guldbryllup.

Fra slotshaven kørte rustvognen rundt om slottet og kom forbi de mange blomster, som folk har lagt på slotspladsen i løbet af onsdagen, da prinsens død blev meddelt.

Rustvognen kørte ned ad den tætpakkede allé, der følger op til slottet.

Der var et stort folkeligt opbud i Fredensborg, hvor mange har stillet sig op for at tage en afsked med prinsen.

Turen tager cirka tre kvarter

Fra Fredensborg Slot gik turen mod Amalienborg.

På vejen kom rustvognen, som følges af kongefamilien i kortege, over Kongevejen, Trianglen og Esplanaden. Turen tager cirka tre kvarter.

Foruden kongefamilien, der kørte i kronebiler, er der i kortegen et stort opbud af politi i biler og på motorcykler.

Det er skik, at man stopper sine gøremål og står stille, når en rustvogn passerer – og det gjorde folk og biler i tusindvis på vejen fra det ene slot til det andet.

— — —

PRINS HENRIKS BLÅ BOG:

* Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat, født den 11. juni 1934 i Talence, Gironde, Frankrig.

Præsident er pludselig død

* Den næstældste af i alt syv søskende. To brødre og to søstre lever endnu: Étienne de Monpezat, Jean Baptiste de Monpezat, Francoise Bardin og Cathrine de Monpezat.

* 1950 student fra gymnasiet i Cahors, Sydvestfrankrig.

* 1952 student fra Hanois franske gymnasium.

* 1952-57 studier i jura og statskundskab på Sorbonne, Paris.

* 1957 studier i kinesisk og vietnamesisk.

* 1959-62 værnepligt, blandt andet ved infanteriet i Algeriet.

* 1962 ansat ved det franske udenrigsministeriums Asien-afdeling.

* 1963-1967 ambassadesekretær ved Frankrigs ambassade i London.

* 10. juni 1967 gift i Holmens Kirke med Margrethe, der dengang var tronfølger. Herefter fik han navnet Hans Kongelige Højhed Prins Henrik af Danmark.

* I 2005 tog han titlen prinsgemal for at markere forskellen på dronningens ægtemand og det stigende antal yngre prinser i familien. I forbindelse med sin pensionering i 2016 vendte han tilbage til sin gamle titel, prins Henrik.

* Far til kronprins Frederik (født 1968) og prins Joachim (født 1969).

* Farfar til otte børnebørn.

* Ud over dansk og fransk talte han engelsk, kinesisk og vietnamesisk.

* I 1974 købte han og dronningen Château de Caix i Cahors i Frankrig. Slottet er også regentparrets sommerresidens og ligger tæt på prinsens barndomsegn. I 2015 blev salg og produktion af vin bortforpagtet.

* Prins Henrik har udgivet flere digtsamlinger og bøger. Blandt andet bogen “Skæbne forpligter”. Han har desuden sammen med dronningen udstillet værker på kunstmuseet Aros i Aarhus.

Kilder: Kongeligt Leksikon, “Skæbne forpligter” (erindringsbog skrevet af prins Henrik).

— — —

FAKTA OM PRINS HENRIKS SYGDOM

Prins Henrik, der er født Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat, er født i Frankrig i 1934.

Han blev i 1967 gift med Margrethe, der på det tidspunkt var tronfølger.

Fem år senere, i 1972, blev Margrethe dronning.

Læs her om prins Henriks seneste sygdomsforløb og demensdiagnose:

* Juli 2017:

Prins Henrik bliver opereret på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Han bliver opereret i højre lyske og får en ballonudvidelse i højre bækkenkar.

Operationen bliver foretaget som følge af forsnævringer på pulsårerne, der også er kendt som åreforkalkninger. Prinsen er indlagt i omkring en uge i forbindelse med indgrebet.

* August 2017:

Prins Henrik bliver indlagt på Rigshospitalet efter tiltagende smerter i højre ben. Smerterne er eftervirkninger fra operationen i juli, som ellers forløb efter planen.

Prinsen bliver behandlet medicinsk, og der forventes ikke yderligere kirurgiske indgreb.

Han er indlagt i lidt mere end en uge.

* September 2017

Kongehuset meddeler, at prins Henrik lider af demens. Demensdiagnosen betyder, at prinsens kognitive funktionsniveau er svækket.

En måned tidligere vakte prinsen stor opsigt, da han meldte ud, at han ikke ønskede at blive begravet ved siden af sin hustru, dronning Margrethe, i Roskilde Domkirke som planlagt.

* Januar 2018:

Prins Henrik bliver indlagt på Rigshospitalet. Indlæggelsen sker i forlængelse af sygdom opstået i Egypten.

* Februar 2018:

Prins Henrik bliver undersøgt for en tumor i venstre lunge. Den viser sig at være godartet, oplyser kongehuset 2. februar.

En uge senere, fredag den 9. februar, lyder meldingen fra kongehuset, at prins Henriks tilstand er alvorligt forværret.

Kronprins Frederik har derfor afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med de vinterolympiske lege, og er på vej til Danmark.

Siden fredag den 9. februar har hele familien – inklusive syv af otte børnebørn – besøgt prins Henrik ved sygelejet på Rigshospitalet.

Tirsdag den 13. februar har Kongehuset så meddelt, at prins Henrik er blevet overført til Fredensborg Slot, hvor han – som det skrives – ”ønsker at opholde sig i sin sidste tid”.

Ifølge samme pressemeddelelse forholder det sig således, at… ”prinsens tilstand forbliver alvorlig”.

Tirsdag den 13. februar klokken 23.18 dør prins Henrik – han blev 83 år.

Klublegende er pludseligt død: Fodboldverdenen er i sorg

Kongehuset meddeler onsdag den 14. februar 2018, at der er officiel landesorg en måned frem – til onsdag den 14. marts 2018.

Kilder: Ritzau, kongehuset.

Del din kommentar

Forsiden lige nu