Sådan foregår optagelserne til Far til Fire

onsdag d. 1. november 2017 kl: 19. 07 Af: Elo Christoffersen
Far til Fire i solen optagelser
Far til Fire i solen får premiere i juni 2018. Martin Brygmann spiller Far, Thomas Bo Larsen som Onkel Anders og børnene Elton Rokahaim Møller, Laura Lavigne Bie-Olsen, Mingus Hellemann Hassing og Coco Hjardemaal i de bærende roller. Foto: Martin Sylvest/Scanpix (Arkivfoto)

Den kommende "Far til Fire i solen" optages på Gran Canaria. Danske gæster kan få en rolle i filmen på deres ferie.

Mandag den 6. november starter optagelserne til den kommende “Far til Fire”-film, “Far til Fire i solen”.

Filmen optages på det populære familieresort Bahia Feliz på Gran Canaria.

Søger chartergæster som statister

Og det betyder, at danskere, som er på ferie under optagelserne, kan være med i filmen som statister.

– Vi skal bruge helt almindelige danskere, som skal forestille at være turister på hotellet. Så det er blot hr. og fru Danmark, som er på ferie på hotellet. Det er de danskere, som i forvejen er på ferie på hotellet, fortæller producent på filmen for ASA Film, Henrik Møller-Sørensen, til Kendte.dk.

Der vil være optagelser på Gran Canaria i fem uger:

– De fleste optagelser foregår på hotellet. Men vi vil typisk være på hotellet nogle dage om ugen, siger Henrik Møller-Sørensen.

Se traileren til ny "Far til Fire"-film

Fars kamp mod gammel klassekammerat

“Far til Fire i solen” handler om, at familien er på charterferie.

Far møder en gammel klassekammerat på Gran Canaria – en fyr, som overgik Far i alle ting dengang.

– Så vil Far vise, at han er ligeså god som den gamle klassekammerat. Det bliver starten på et kapløb, hvor det går helt over gevind til sidst, griner Henrik Møller-Sørensen.

Børnenes pointe er så, at stoppe det hele.

Optagelser andre steder end hotellet

Filmen bliver også optaget andre steder end på hotellet:

– Der er også en ørken og en by på sydspidsen, hvor vi laver optagelser. Men det meste foregår på hotellet, forklarer Henrik Møller-Sørensen.

Hvorfor er valget faldet på Gran Canaria?

– Ligesom vi har Copenhagen Film Fond, hvor udenlandske produktioner kan få tilskud, så har De Canariske Øer også en ordning. Hvis du lægger mindst en million euro – og det gør vi – så får du 40 procent af det du lægger retur af skattemyndighederne, siger Henrik Møller-Sørensen.

Partner give dansk filmselskab udfordringer

ASA Film har denne gang et spansk produktionspartner med til optagelserne.

Og det giver lidt udfordringer for det danske filmselskab:

– De er vant til, at man har en fotograf og tre personer, som står klar til at hjælpe fotografen. Vi har vores egen danske fotograf med dernede. Så tror de (spanierne, red.), at de skal hjælpe ham med alt muligt og være parate til at tage kameraet, når der bliver sagt “Tak for optagelsen”. Det har vi haft stor besvær med, at vi ikke skal have fire mand til at stå klar. Herhjemme har vi normalt en enkelt person til at klare det, forklarer Henrik Møller-Sørensen.

Filmen bliver instrueret af Martin Miehe-Renard og har Martin Brygmann som Far, Thomas Bo Larsen som Onkel Anders og børnene Elton Rokahaim Møller, Laura Lavigne Bie-Olsen, Mingus Hellemann Hassing og Coco Hjardemaal i de bærende roller.

Fars gamle skolekammerat Bjørn Skov spilles af Peder Thomas Pedersen, hans kone af Maria Erwolter og Farmor Lizzi af Jannie Faurschou.

“Far til Fire i solen” får premiere den 28. juni 2018.

Hvor blev “Far til Fire”-stjernerne af?

“Far til Fire”-filmene er lidt af et fænomen i dansk filmhistorie – lidt på linje med “Olsen Banden”-komedierne og Morten Korch-dramaerne.

Den første film ramte de danske biograflærreder i november 1953.

Her så man for første gang Ole Neumann, Peter Malberg og Ib Schønberg i rollerne som henholdsvis Lille Per, onkel Anders og Far.

Far til Fire-stjernerne. Hvor blev de af?

Siden blev Ib Schønberg – der efter sigende fik idéen til filmene – afløst af Karl Stegger.

Læs her, hvad der blev af stjernerne fra de gamle “Far til Fire”-film her.

Del din kommentar

Forsiden lige nu