Fremadstormende dansk duo: -Det her er drømmen

mandag d. 14. august 2017 kl: 13. 28 Af: Ritzau Fokus
Farveblind
Farveblind består af Jens Asger Lykkeboe Mouritzen (til venstre) og Magnus Pilgaard Grønnebæk. Foto: Rikke Kolind/Free

På få år har Farveblind fået en fod indenfor i musikbranchen, men det har krævet disciplin og søvnløse nætter.

Det er gået stærkt for producerduoen Farveblind, siden gruppen for alvor kom på kortet med tre optrædener på Smukfest sidste år.

Og i år kunne de nordjyske drenge sætte en fed streg under det faktum, at de er kommet for at blive.

Denne sommer har Farveblind optrådt på blandt andet Spot Festival i Aarhus, til Distortion i København, Roskilde Festival og senest Smukfest i Skanderborg.

Tingene begynder at lykkes

Det føles, som om tingene er begyndt at lykkes, fortæller gruppen, der består af Magnus Pilgaard Grønnebæk og Jens Asger Lykkeboe Mouritzen. Og selv om de begge understreger, at der endnu er lang vej til toppen, så står de midt i drømmen.

– Vi kan sagtens sige, at vi gerne vil spille i et udsolgt Madison Square Garden, men det kommer ikke til at ske noget, hvis vi ikke arbejder for det. Lige nu og her er det her drømmen. At vi kan få lov til at spille på Smukfest to år i streg, at vi kan få lov til at spille på Roskilde og se på folk, som synes, vi er fede, forklarer Magnus Pilgaard Grønnebæk og bliver suppleret af sin kollega:

– Hvis man ser på, hvor vi var for bare et år eller to siden, så går det rigtig godt, så målet lige nu er at fortsætte den udvikling, siger Jens Asger Lykkeboe Mouritzen.

Mødtes i gymnasiet

De to mødtes i gymnasiet, men spillede på det tidspunkt i konkurrerende bands i det nordjyske. Men da det ene band gik i opløsning, var vejen banet for et kreativt samarbejde mellem de to.

Siden sommeren 2015 har de for alvor arbejdet sig ind i branchen, og efter sidste års Smukfest, hvor Farveblind spillede tre koncerter på tre forskellige scener, var der fyldt på erfaringsgrundlaget.

– Det var der, man mærkede, det var seriøst, siger Jens Asger Lykkeboe Mouritzen.

– Ja, og at det ikke bare var os, der havde høje tanker om os selv. Men efter Smukfest sidste år blev vi også nødt til at tage et skridt tilbage og sige, at nu gik vi i studiet, fordi vi frem til det punkt kun havde skrevet musik for at kunne spille live, tilføjer Magnus Pilgaard Grønnebæk.

Festen med publikum er vigtigst

Men Farveblinds kerne er festen med publikum, og det har krævet selvdisciplin for medlemmerne at blive i studiet.

– Den primære udfordring for os har været at gå fra at producere livemusik til nyt musik. Det har altid faldet os naturligt, hvordan vi skulle agere live, men der, hvor vi har skullet arbejde, har været med at lave de mere lyttervenlige ting, forklarer Jens Asger Lykkeboe Mouritzen.

– Det er nemmere for os at spille koncerter, fordi vi interagerer direkte med publikum. Det er sværere for os at producere musik og kaste det op i luften. Man kan aldrig ændre det, efter at det er ude, tilføjer Magnus Pilgaard Grønnebæk.

To singler er det hidtil blevet til for gruppen, der lover, at der er mere på vej. For nu nyder de gennembrudsfasen med alt, hvad den indebærer.

– Vi sover mindre – meget mindre. Det er virkelig fedt, men det er også hårdt. Der er ingen grund til at lyve om det. Det er rigtig meget arbejde, og der er også meget gratis arbejde i det. Men det er det hele værd, siger Jens Asger Lykkeboe Mouritzen.

– Det er fuldstændig fantastisk, at folk gider synge med på vores sange og har lyttet til dem hjemmefra, det er så stort, siger Magnus Pilgaard Grønnebæk.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu