Efter kollaps: Sådan har rockikon det nu

Søndag blev Aerosmith-guitaristen Joe Perry hastet på hospitalet efter et ildebefindende under en koncert med Hollywood Vampires.

Hollywood Vampires fortsætter sin turné. Joe Perry vil slutte sig til sine vampyrer på scenen snarest, skriver gruppen på sin officielle hjemmeside. Foto: MAYELA LOPEZ/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Midt under Hollywood Vampires fortolkning af Spirits hit I “Got a Line on You” blev Joe Perry pludselig ramt af et ildebefindende.

Den 65-årige musiker, der normalt svinger spaden som guitarist i Aerosmith, blev først tilset backstage, men blev efterfølgende hastet på hospitalet for yderligere behandling.

Ifølge Hollywood Vampires forsanger, rocklegenden Alice Cooper, var Perry skidt tilpas, allerede inden de gik på, men det blev forværret under koncerten.

Først forsøgte Perry at spille videre, mens han støttede sig til opsatsen ved trommesættet, men til sidst måtte han vakle ud.

Godt nyt

Den første melding lød, at Perry hvilede sig omgivet af sin familie, og at hans tilstand var stabil, og nu er der heldigvis endnu mere godt nyt.

– Hollywood Vampires fortsætter sin turné. Joe Perry vil slutte sig til sine vampyrer på scenen snarest, skriver gruppen på sin officielle hjemmeside.

Også Perrys kolleger fra Aerosmith bekræfter Perrys positive prognose efter musikerens koncertkollaps.

– Heldigvis ser Joe ud til at have det bedre, end vi alle først frygtede. Han håber, at han snart er tilbage på scenen og gør det, han elsker, skriver bandets bassist, Tom Hamilton, på Twitter.

Både politimyndighederne i New York og hospitalet på Coney Island, hvor koncerten fandt sted, har bekræftet Perrys kollaps og har senest meddelt NBC News, at musikerens tilstand fortsat er stabil.

Joe Perry dannede Hollywood Vampires i 2015 sammen med rocklegenden Alice Cooper og stjerneskuespilleren Johnny Depp for at hylde 1970’ernes rockikoner.

Bandet væltede herhjemme koncertstedet Fængslet i Horsens 1. juni til stor jubel blandt anmelderne.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS