Kan blive dyrt for biografer

Med lanceringen af HBO Max øges konkurrencen om streamingkunderne. Ekspert kalder det bekymrende

Den nye streamingplatform HBO Max erstatter HBO Nordic fra den 26. oktober (Arkivfoto).
Den nye streamingplatform HBO Max erstatter HBO Nordic fra den 26. oktober (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

Endnu en stor streamingtjeneste har meldt sig på banen. Fra 26. oktober er den amerikanske streaminggigant HBO Max klar til at ramme de danske skærme.

Stort indhold og lav pris skal vende op og ned på det danske marked.

Ifølge chefredaktøren for filmmagasinet Ekko, Claus Christensen, kan den hårde kamp om streamingkunderne ende med at gå ud over biograferne.

- Der er krig mellem de store streamingtjenester. Det er svært at forestille sig, at de skal overleve alle sammen. Derfor er vi ude i en budkrig i øjeblikket, siger Claus Christensen.

Lav pris

Den nye spiller HBO Max lokker med en pris i den lave ende.

Et års abonnement koster 599 kroner. Samtidig er der masser af indhold, for eksempel film fra det store selskab Warner Bros., der kan ses på tjenesten allerede 45 dage efter biografpremieren.

- Det er en stor forkortelse af den tid, biograferne har mulighed for at sælge filmen. Det er nok ikke reelt 45 dage biograferne har, men nok nærmere 30 dage. For de sidste 16 dage vil forbrugerne i høj grad tænke, at så venter vi, til den kommer på en streamingtjeneste, siger Claus Christensen.

Fjerner Disney fra biffen

Ifølge Claus Christensen havde biograferne før corona typisk filmene i tre til fire måneder alene, før de kunne ses andre steder.

- Det er jo klart, at hvis man for 79 kroner om måneden kan se den samme film plus uendelige serier og film, så er der nogle, der vil vælge biograferne fra, siger han.

Ifølge Lars Werge, direktør for brancheforeningen Danske Biografer, kender de allerede til denne tendens fra streamingtjenesten Disney+, som har ladet premierefilm udkomme på deres streamingtjeneste samtidig med dansk biografpremiere.

- Det betyder lige nu, at ingen af vores Nordisk Film-biografer længere viser film fra Disney, siger Lars Werge, der forudser, at de danske biografer vil forsøge at forhandle sig frem til en billigere filmleje.

Disney+

Streamingtjenesten blev startet i november 2019 og kom til Danmark den 15 september 2020.

Disney opkøbte adskillige rettigheder, for at de kun kunne ligge på Disney+.

Det gælder blandt andre: 

Marvel, Star Wars, Pixar, National Geographic, Blue Sky Studios og 20th Century Fox.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS