Filmikon skal være far for anden gang

mandag d. 16. januar 2017 kl: 15. 01 Af: Ritzau Fokus
Actor Jeff Goldblum and his wife Emily Livingston arrive for the Kennedy Center Honors in Washington
Jeff Goldblum og hustruen Emily Livingston venter sig. Foto: Scanpix/Joshua Roberts

Jeff Goldblum og den tidligere olympiske gymnast Emilie Livingston bliver forældre igen til april.

I en alder af 62 år blev Jeff Goldblum i sommeren 2015 far for første gang, da hans 30 år yngre kone fødte parrets lille dreng, Charlie Ocean.

62-årig filmhelt bliver far for første gang

Senere på året indtager den nu 64-årige filmstjerne rollen som far for anden gang, for “Jurassic Park”-heltens i dag 34-årige hustru, den tidligere olympiske gymnast Emilie Livingston, er nemlig gravid igen.

Moderen bekræfter

Det bekræfter den vordende mor i et opslag delt på sin Instagram-profil, skriver flere amerikanske medier – blandt andet People.

– Jeg er så spændt på vores nyeste skud til familien Goldblum, som ankommer i begyndelsen af april, skriver Livingston ifølge magasinet på Instagram om den spirende forårsbaby.

Flittige annoncører på sociale medier

Parret brugte også de sociale medier til at annoncere fødslen af sønnike, der kom til verden på en helt speciel dato i sommeren 2015.

– Vi er så glade for at dele den vidunderlige nyhed om fødslen af vores søn, Charlie Ocean Goldblum, født den 4. juli. Independence Day, skrev den stolte far, der selv meget apropos spillede hovedrollen i katastrofefilmen “Independence Day” fra 1996, på sin officielle Facebook-profil.

Kendt fra dinosaur-film

Goldblum, der er kendt fra “The Grand Budapest Hotel” og dinosaurbragene “Jurassic Park”, har været gift to gange før, men det er først med sin tredje hustru, at han har udvidet familien.

Den Oscar-nominerede skuespiller mødte Livingston i 2012 og giftede sig med hende i november 2014, hvor hun gav ham sit livs bryllupsgave.

– Hun fortalte mig dagen inden vores bryllup, at hun var gravid, jublede han efterfølgende over for talkshowværten David Letterman.

Den vordende far kan ses i de danske biografer fra 2. november, når filmen “Thor: Ragnarök” får premiere.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu