Hårdt ramt: Knæ på størrelse med ballon
Frank Arnesen er tvunget til at blive hjemme i flere måneder
Den danske fodboldlegende Frank Arnesen har meget svært ved at passe sit job som teknisk direktør i den hollandske fodboldklub Feyenoord for tiden.
En bakterieinfektion i det ene knæ tvinger ham nemlig til at blive hjemme indtil september.
Det fortæller Chris Woerts, der er ekspert i sportsmarkedsføring, på hollandsk tv tirsdag aften.
- Frank besvarer sin telefon og sine beskeder som en sindssyg, men han kan fysisk ikke gå nogen steder, så det er meget svært for ham i denne periode, lyder det.
-Klistret til sit hus
Frank Arnesen døjede allerede gevaldigt med knæet, da klubben skulle spille finale i Conference League i Tirana i Albanien den 25. maj.
Her var hans knæ på størrelse med en ballon.
- Bakterien er kommet ind i hans krop, og han skal i hvert fald gennemgå en penicillinkur indtil september. Han er klistret til sit hus, fortæller Chris Woerts.
Klubben må tage konsekvensen af den tekniske direktørs infektion i knæet, mener eksperten i sportsmarkedsføring.
- Arnesen skal udskiftes. Det er et problem for Feyenoord, fordi det er den vigtigste periode på året.