Nyhedsanker fylder rundt
Fødselaren ser sig som en mand, der gerne vil fortælle historier
Han var som nyuddannet journalist med i den allerførste nyhedsudsendelse på TV 2 i 1988 og har siden været fast indslag på skærmen som journalist, studievært og korrespondent.
Poul Erik Skammelsen, der kan fejre sin 60-års fødselsdag den 19. april, har været på TV 2 hele sin karriere og har haft mange forskellige opgaver i ind- og udland i årenes løb.
Senest gør han seerne klogere på internationale begivenheder i nyhedsmagasinet "Verden ifølge News" med nyt fra TV 2's korrespondenter.
Har dækket store begivenheder
Poul Erik Skammelsen har selv været korrespondent i Washington, Prag og Moskva og har været udsendt til verdens brændpunkter.
Som nyansat rapporterede han fra Beijing i dagene for massakren på Den Himmelske Fredsplads i 1989.
Han rapporterede senere samme år fra Berlin, da muren faldt, og han var i New York 9. september 2001, da to fly fløj ind i World Trade Center og ændrede verdenshistorien.
Nyt og skelsættende
Det var lysten til at formidle om internationale begivenheder, der fik ham til at søge ind på journalisthøjskolen i sin tid.
- Jeg fik tidligt en interesse for, hvad der foregik i verden, og samtidig ville jeg gerne fortælle historier. Det er også sådan, jeg stadig ser mig selv: Som en mand, der fortæller historier, har han tidligere fortalt i et interview med JydskeVestkysten.
I 2006 var han med, da TV2 lancerede kanalen TV 2 News, hvor der for første gang i Danmark blev sendt nyheder på tv døgnet rundt.
Det var nyt og skelsættende.
Hurtigere tempo på News
Poul Erik Skammelsen har tidligere fortalt, hvordan de måtte prøve sig frem i starten for at finde frem til det rette format.
- Det første folketingsvalg i 2007, hvor News var med, synes jeg, vi opdagede, hvilken rolle vi kunne spille i politik. Hvis nogen siger noget, eller der foregår noget i et parti, er vi på historien, inden partiorganisationen kan nå at lukke en kandidat ned.
- Der kom pludselig et andet tempo. Hvor partierne tidligere har været vant til at indrette sig efter morgenaviserne, aftenaviserne eller middagsradioaviserne, var vi der hele tiden, sagde han til Ritzau i forbindelse med nyhedskanalens 15 års jubilæum.
Poul Erik Skammelsen er gift og far til to døtre.