Bille August: Sådan virker mine egne film på mig

Det er en af Danmarks mest anerkendte romaner, Bille August har givet sig i kast med i filmatiseringen af historien om “Lykke-Per”, men for den 69-årige instruktør, er det en film, han har drømt om at lave i årevis.

– Jeg begyndte at tænke på det for otte år siden, hvordan kunne man få det gennemført, og hvordan knækker man lige koden i fortællingen og gør den til et filmisk værk?, siger Bille August.

Han sidder ved sit køkkenbord i villaen i Hellerup. Det er to dage siden, “Lykke-Per” blev vist ved en gallapremiere i Imperial-biografen i København, og Bille August kunne mærke den forløsning, der naturligt kommer, når et værk, man har arbejdet på så længe, endelig står færdigt.

Genkendeligt forhold

Men arbejdet med filmen har undervejs også forløst noget i Bille August. For i “Lykke-Per” kan han genkende det svære forhold til faren – Pers frygt for at gentage sine forældres fejl og oprøret.

– Alle film, jeg laver, er forskningsprojekter for mig, og sådan har det også været med “Lykke-Per”, fortæller Bille August.

For ham er filmene en mulighed for at dykke ned i de ting, der optager ham.

– Det er jo det, der er så vidunderligt. Ofte beskæftiger jeg mig med noget, som er 100 procent relevant for mig, og jeg bilder mig ind, at det så også kan gøres relevant for publikum, siger han.

– Arbejdet bliver en slags terapi, og på den måde er jeg utroligt privilegeret, siger instruktøren.

Egen situation i tankerne

Når han tænker tilbage, har det været sådan med de fleste af de film, han står bag.

– For tre-fire film siden lavede jeg “Stille Hjerte” om en alvorligt syg kvinde, der beslutter at tage sit eget liv for at bevare sin værdighed. Og der var jeg nødt til at tænke meget over, hvordan jeg selv ville have det i sådan en situation.

– Hver eneste af mine film har lært mig utroligt meget, og det er det, der gør det så sjovt. Jeg tror aldrig, jeg holder op med at lave film, siger Bille August.

Streng opvækst

I denne film er det især far-søn-relationen, Bille August har funderet over. “Lykke-Per” – eller Peter Andreas Sidenius, som han retteligt hedder – vokser op under strenge forhold med forældre, der aldrig viser ham kærlighed.

– Jeg havde selv en barsk barndom og et svært forhold til min far. Jeg har været igennem noget af det samme, som Per føler, og det minder mig om min fars lænker og den ærgerrighed, jeg havde for at bryde ud af dem og lave mine egne projekter, siger Bille August.

Da han selv blev far første gang, gik han til psykolog for at redde sig selv fra at begå de samme fejl over for sønnen Anders, som hans far havde begået over for ham.

– Jeg kunne mærke, at jeg sagde replikker til min søn, som kom direkte fra min far. Og jeg ville ikke have, at mine børn skulle igennem det samme som jeg, forklarer Bille August.

Sammen om manuskriptet

I dag har han og Anders August et godt forhold – så godt, at de faktisk har skrevet manuskriptet til “Lykke-Per” sammen.

Det har været en spændende proces at skulle overføre den 120 år gamle roman på ikke mindre end 818 sider til det store lærred.

– Når man skal overføre et litterært værk til et filmmanuskript, som jo har et helt andet sprog og en udtryksform og frem for alt er mere koncentreret, så skal man beslutte, hvad der er historien i historien, forklarer Bille August.

– Når man har taget den beslutning, må man ekskludere alt det, der ikke hører under den præmis, man nu har valgt. På den måde vil det altid blive ens egen fortolkning. Men hvis man ikke gør det, så mener jeg ikke, man gør originalværket en tjeneste – faktisk tværtimod, siger han.

Frit fra leveren

Det har taget mange gennemskrivninger og frasorteringer at nå frem til det værk, der torsdag har premiere i landets biografer.

Men Bille August har også lagt nogle ting til historien. Flere af scenerne har han digtet frit.

– Man gør romanen en tjeneste ved at lade filmen tale på filmens præmisser. Man skal ikke sidde med romanen som facitliste, man skal se filmen som noget selvstændigt, siger han.

“Lykke-Per” har premiere torsdag den 30. august.