Dansk skuespiller vil gøre op med børnefilms illusioner

I den nye børnefilm om familien Jul håber Paw Henriksen, at han kan skildre en virkelighedstro børnefamilie.

Offentliggjort Sidst opdateret

Illusionen om det perfekte liv får især næring på de sociale medier, men det er ikke kun der, at vi forsøger at tegne et lidt for pænt billede af os selv.

I børnefilm hersker der ofte idyl i kernefamilien, hvor alle er glade, og alt går præcis, som det skal.

Skal ikke beskytte børn fra virkeligheden

Skuespiller Paw Henriksen mener, at vi skal huske at give en realistisk skildring af børnefamilier og ikke forsøge at beskytte børn fra virkelighedens realiteter.

Det er netop derfor, at han er glad for at være en del af børnefilmen “Familien Jul – i nissernes land”, der netop har haft biografpremiere.

– I børnefilm sidder mor og far ofte som sådan nogle glansbilleder, der virkelig skulle have et knæ i hovedet, for de findes jo ikke i virkeligheden. Jeg håber, at forældre vil se denne film og tænke, at sådan er de også i virkeligheden, lyder det fra skuespilleren.

For Paw Henriksen handlede det netop om at gøre filmen så realistisk som muligt indenfor rammerne af en julefilm. Og så skulle filmen ikke tale ned til børnene.

– Jeg tror virkelig, at børn er klogere, end vi går og tror. Det er også godt for børn at se, at voksne kan tage fejl. Det der med at pakke dem ind i vat, det gavner ingen.

Behandler børns verden med respekt

Filmens instruktør, Carsten Rudolf, har også tidligere nævnt, at hans ønske med filmen var at skabe en børnefilm, der behandlede børns verden med respekt.

– Carsten er jo selv familiefar og ved godt, at der nogle gange er ridser i lakken, og hvis man ikke skal vise det, hvad skal man så? Det er simpelthen så kastrerende, når der bliver brugt et begreb som politisk ukorrekt, slår Paw Henriksen fast.

– Filmen forsøger ikke at være direkte politisk ukorrekt, men den vil gerne skildre ægte mennesker. Selvfølgelig med undtagelsen af, at der er nisser med i filmen, griner han.

Den nye film er en fortsættelse til “Familien Jul har en nisse i skjul” fra 2014.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS